onsdag den 7. december 2016

Den anden verden

Jeg fortsætter lidt i min anmelder stil, da jeg finder det på sin plads at give Danmarks Radios julekalender "En anden verden" lidt taletid. I den seneste tid har jeg både læst og hørt anmeldelser om julekalenderen, og jeg synes at den får nogen tæsk som ikke er berettiget så tidligt i forløbet.



En kort opsummering er, at de fleste anmeldere er enige om, at julekalenderen har en sløv og kedelig handling, den mangler julestemning, nisser og skuespillerne spiller dårligt. Jeg er nu af en anden opfattelse. Det er sandt, at den ikke emmer af julestemning endnu - men SKAL den nu også det, når vi stadig kun er igang med starten af julekalenderen (vi er kun nået til afsnit 7)?

Når universet ikke omhandler nisser, så afspejler den helt klart et gråt typsisk vintervejr i Danmark. Her tænker jeg bestemt på skøjtebanescenen i afsnit 2, hvor hovedpersonen Sara kysser Janus på skøjtebanen i silende regn. Selvom vi alle ønsker sne og hvid jul i december, så er regnvejr egentlig mere realistisk, hvilket ikke puster til julestemningen - og så alligevel.


Jeg begynder så småt efter 7 afsnit at fanges af historien, og jeg glæder mig til at følge med i de næste afsnit. Julen er et eventyr, så det er forståeligt nok, at man hos Danmarks Radio vil drage den parallel. Det er tydeligt, at vi er inde i en periode, hvor skaberne af de nye julekalendere leger med alternative fortællinger, der ikke omhandler nisser og julen som omdrejningspunkt. Hvilket er fint med mig. Tidsrejsen og sidste års julekalender på TV2 Juleønsket virker som gode fortællinger.
Jeg kom i julestemning, selvom vi ikke oplevede skyggen af nisser, så hvorfor skal "Den anden verden" ikke også give mig julestemning lidt senere i historien. Jeg synes, at anmelderne har været for tidligt ude med deres analyser og kritik. Lad nu julekalenderen komme rigtig i gang. Det tager altid et par afsnit før man rigtig bliver bidt af en god serie - og det er uanset om det er en julekalender eller ej.

Jeg er fortrøstningsfuld og glæder mig til at se hvad de næste afsnit af "Den anden verden" bringer. Hvad synes I om den nye julekalender? Følger I med, eller mangler I også julestemningen?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar