Da vi kommer op, får vi øje på det. Puha. Hvad sker der lige her? Køen. Der er ufattelig mange mennesker. Vi er nok ikke de eneste, der har fået den her idé i dag. Der er ikke andet for end at stille sig op i køen og vente. Køen bevæger sig heldigvis hurtigt. Vi kommer frem til vinduet. På den anden side sidder et smilende velkendt ansigt. Vi har læst sammen. "Er I her nu igen?" spørger hun. Jeg nikker anerkendende. "Hvilken film skal I så se denne gang?" - "Fantastiske Skabninger og hvor de findes" siger jeg.
Jeg betaler, og vi går op af trappen. Der er en halv time til, at filmen starter. Vi bruger tiden på at købe slik og popcorn. Vi sætter os ved et bord for at vente. Det strømmer stadig ind med mennesker.Vi bruger de sidste ti minutter på, at diskutere hvilke tre reklamer vi vil gætte på, til vores altid interne reklamekonkurrence, når vi er i biffen. Jeg synes altid, at de mange reklamer inden filmen er så kedelige, så hvorfor ikke gøre en leg ud af det?
Legen slutter 3-3 hvis I spørger mig, men hvis I spørger min søde kæreste endte den egentlige stilling måske 3-2 til ham. (Dårlig taber?! Måske!) Godt vi ikke havde noget på spil i denne omgang. Filmen starter og jeg er allerede en tredjedel igennem mine popcorn. UPS! De smager altså bare bedst, når de er varme.
Historien til filmen er en side-historie af det fantastiske Harry Potter univers. Den er flot lavet - og historien fungerer rigtig godt. Den handler om hovedpersonen Newt Scamander, der har en kuffert fyldt med fantastiske magiske skabninger. Dem har han taget med til New York fra England, og de volder ham selvfølgelig en masse ballade. Det hele fungerer, og jeg kan kun anbefale at se den. Rygterne siger, at det er den første film af fem. Hvis det er sandt, så glæder jeg mig til efterfølgerne. Harry Potter universet kan bære flere film!!
Har I været i biffen for nylig? Er der andre MUST SEE film jeg burde se?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar