fredag den 28. august 2015

En fri dag

Det gælder om at nyde, når der er stille og tid til en fri dag. Jeg har fri fra praktikken, sovet længe (ja, så længe man nu kan når man normalt står op kl 5 om morgenen), taget et langt bad og nu sidder jeg ved min computer. Her prøver jeg at overskue resten af min studiefremtid.



Tankerne om specialet til vinter er så småt begyndt at melde sig. Hvad i katten skal jeg skrive om? Skal jeg lave en film eller skrive en teoretisk opgave? Og hvordan var det nu lige med det sidste fag som jeg skal læse på dette semester ved siden af min praktik? Hvornår starter det lige og hvilken litteratur skal jeg have klar? Og nå ja, så skal jeg jo skrive en praktikrapport - skal jeg egentlig gå igang med den allerede eller er det for stræber-agtig?

Mens jeg sidder og roder på min computer, får lavet et dokument til den praktikrapport, får skrevet fem ord for så at lukke dokumentet igen,  skriver jeg en mail til min vejleder. Da svaret tikker ind på computeren strejfer en tanke mig. For første gang i mit studieforløb er jeg oprigtig glad. Jeg har mødt virkeligheden og ved nu hvad mit drømmejob skal være. Jeg har mødt rigtige mennesker som sidder i mit drømmejob med samme studie som fagligbagage som mig selv. Denne nye erfaring har givet mig ro. Jeg skal ikke længere kæmpe med tankerne om: er jeg nu god nok? Har jeg nu valgt det rigtige studie? Er det overhovedet det her job jeg kan få, når jeg er færdig? Skulle jeg have skiftet studie igen? Skulle jeg have kæmpet noget mere for at få højere karakterer?

Alle disse tvivlsspørgsmål er endelig besvaret. Jeg er god nok! Jeg har valgt det rigtige studie. Jeg ved jeg er kvalificeret til mit drømmejob med mit studie som bagage. Jeg har valgt rigtigt. Det har været alle fem år på universitet værd at vente, og uden tvivl - så er jeg klar til arbejdsmarkedet, når det engang venter mig til næste sommer! Karakterræset handler kun for mig om selvværd, og med en bekræftelse om at jeg kan, skal resten nok komme hen ad vejen. Alt godt kommer til dem som kæmper. En dag skal det hele nok lykkes.

For første gang siden jeg startede på Medievidenskab glæder jeg mig til at fordybe mig i mit speciale. Specialet har jeg før forbundet med frygt og angst. DET ER JO DEN AFSLUTTENDE OPGAVE!! Men nu kommer tiden uden tvivl til at flyve. Min praktik er fed og har uden tvivl givet mig det faglige boost, der skal til for at jeg kan komme igennem min krise jeg ellers havde igennem det første år af min kandidat. Nu flasker det hele sig, og endelig er det min tur til at opleve rusen fra en faglig bølge!



Medievidenskab har været en kæmpe rejse. Jeg startede på studiet på vej ud af en depression i håb om, at det her var det rigtige. Efter en endt bachelor stod jeg i dilemmaet, om jeg skulle fortsætte eller holde en pause for at skrabe de sidste penge sammen til opsparingen og komme igennem studiet uden gæld. Jeg valgte at fortsætte og forsøgte desperat ikke at synke ned i endnu et hul af stress og præstations angst. Det første år af min kandidat har uden tvivl været det hårdeste igennem hele min studierejse, men at stå her nu med et lille år tilbage, i en drømmepraktik og virkelig glæde mig til det der venter er fuldstændig sindsygt! Jeg glæder mig til at kunne råbe ud til verdenen at jeg gjorde det! F**K janteloven - jeg er sej og jeg gjorde det!

mandag den 24. august 2015

Mit forhold til weekend

Jeg har altid været fan af weekend. Specielt i mit studieliv har jeg tit holdt weekend midt i ugen på de dage hvor alle andre alligevel er på arbejde. Når jeg har haft fri mandag til at læse så er mandag nemt blevet til det nye søndag. På den måde har jeg kunne passe mit bartender job torsdag, fredag og lørdag nat. Sove ud søndag og bruge mandag på søndags ting.  Så som at forberede næste uge, læse lektier osv.

I min praktikperiode har jeg det helt omvendt. Åh fredag så er der jo lang tid til mandag. Det er bare så meget sjovere at lære ude i det virkelige liv istedet for at læse om en masse teori som man ikke forstår, fordi vi som studerende ikke har en erfaring at koble det hele op på.

Jeg er fan af praktik. Jeg er fan af at lære i praksis. Jeg er fan af weekend, mandage og nye udfordringer.

torsdag den 20. august 2015

Mine første uger på DR

Inden jeg får set mig om er endnu en uge allerede gået og snart er den første måned gået. På mandag tager jeg hul på uge 4. Den sidste uge har jeg været på optagelse med de Nørd i en speciel brand version.

Opgaverne de sidste dage har været meget varierende og har egentlig været en blæksprutte. I dag kunne jeg tjekke endnu en opgave af listen nemlig at være snapchatsansvarlig.

Så ikke nok med alle mine andre opgaver løbende i dag har jeg også skulle tænke i spændende snaps til alle Danmarks unge børn. Hvis i er nysgerrige så skal i inden for de næste 24 timer tilføje dr-ultra på snapchat for at se hvad vi render rundt og laver.

Optagelserne end til nu er mega fede. Alle deltagere omkring programmet har end til nu gjort det mega godt. Alt i alt, det her bliver uden tvivl et vanvittigt lækkert program! Glæder jer til uge 40 hvor det ca vil rulle over skærmen!!!

tirsdag den 18. august 2015

På optagelse

Så kom første optagedag. I dag har vi lavet en dummy. En prøve på hvad der skal ske i løbet af næste uge.

Og hvilken fest! Mange af optagelserne foregår udenfor og solen har heldigvis været med os hele dagen. Der har været fart over feltet og glade børn.

Jeg selv har fået en på opleveren med ob vogn, kamera på kran, kørt alene i bil rundt i Aarhus samt været med på en lytter i radioen  under de mange optagelser. Uden at røbe for meget har vi leget med en del ild og jeg lugter virkelig grumt af bål på vej hjem i toget. Håber ikke at jeg generer nogen 😊

Imorgen kigger de kendte forbi og det bliver for alvor sjovt. Imorgen skal vi lave seriøs fedt fjernsyn. At være i praktik er det fede liv. Endelig kan jeg få lov at lege med de store børn! Uden tvivl er dette langt federe end et eksamensprojekt. Dette opnår uden tvivl nye højder.

Mit hoved snurrer og jeg kan mærke den sidste energi i min krop snart er brugt op. Håber snart mit tog rammer Odense. Derefter er planen noget mad, et bad og så på hovedet i seng. Inden vækkeuret kl 5 ringer og jeg igen er på vej mod Aarhus og dette lækre eventyr!!

mandag den 10. august 2015

Mandag på kontoret

Endelig kom min redaktion tilbage fra ferie! Dejligt endelig at møde de tre tosser som skal være mine kollegaer det næste stykke tid. Jeg er både spændt og håbefuld. Jeg er dog slet ikke i tvivl om det her bliver en fed omgang spas og løjer.

Jeg sidder ved min computer i fuld gang med lidt research til programmet. En summene lyd får mig til at se op. En blå fjernstyret bil fræser forbi mig. Jeg har ikke set sådan en siden min lille bror stadig havde legetøj på værelset. Hvilket er mange år siden. Orv vi skal da lige se om den virker? Har vi noget ild? Vi leder febrilsk rundt efter noget at tænde med.  Her! Vi tænder bunselbrænderen som er monteret på toppen af bilen. Vi kører endnu en runde mellem skrivebordene. Den er godkendt. Den kan netop det den skal bruges til.

Just en helt almindelig dag på kontoret. Nu kan jeg også sætte flueben ved at tjekke fjernstyret bil med tændt bunselbrænder på taget af! Kun en uge inde i mit praktikforløb. Det lover godt!

tirsdag den 4. august 2015

Pendlerliv

August måned. Efter min togtur her til morgen er jeg ikke i tvivl om at nogen stadig har ferie. ☺ Toget kører 06.41 fra Odense. Da jeg kommer ind i toget bliver jeg mødt af høj musik. Suspekts toner og sangtekster er ikke til at tage fejl af.

Jeg er havnet midt i en morgenfest og jeg er ikke spor i tvivl om at de tre herre på den anden side hygger sig gevaldigt.  De første 6 øl står tomme på bordet og en halvfuld vodkaflaske springer pludselig op fra en af taskerne. Yes drenge så er der morgenjucie. Åh min togtur føles lang til Aarhus. Men det positive er at jeg bestemt er underholdt helt til Skanderborg hvor de skal af. Hvilken fest i de tidlige morgen timer. Jeg glæder mig til at se hvad resten af mit pendlerliv  har at byde på. ☺ Bare kom an!

mandag den 3. august 2015

Blogger fra telefonen

Yes. Nu synes jeg der skal ske lidt igen her på bloggen. Et nyt kapitel er ved at starte for mig. Det betyder ufattelig mange timer i tog da jeg er kommet i praktik ved DR ultra i Aarhus. Et pendlerliv, jeg har besluttet skal virke for mig. ☺

Derfor vil jeg bruge en del togtid på at skrive indlæg. Selvom jeg er spændt på at se hvornår togturen vil blive brugt på at sove.

Første dag har i maven føltes som første skoledag. Men ingen grund til de vilde sommerfugle i maven. Det er nogen virkelig søde mennesker jeg skal arbejde sammen med. En fed afslappet stemning og med tegninger på væggene. Hvilket jeg i øvrigt er vild med allerede. 😁 resten af dagen har gået med at hilse på et hav af søde mennesker, få mit skrivebord og finde toilettet. Ret så praktisk! Glæder mig til at komme rigtig igang! ☺