Glæden ved gymnastikken

Som mange af jer er bekendt med, brækkede jeg mit skinneben for knapt 1½ år siden. Dette har betydet, at jeg måtte lægge min identitet som gymnast på hylden, da benet i dag stadig giver mig problemer.

I mellemtiden har jeg kunne give glæden ved gymnastikken videre til andre, ved at være instruktør. Et alternativ jeg ikke har fortrudt på noget tidspunkt. At se fremgang, hos de gymnaster jeg træner, er det hele værd. Til konkurrencerne oplever jeg stadig spænding og nervøsitet. Adrenalinen har jeg desværre ikke oplevet endnu, men den kan jeg nu godt undvære.

Igår var jeg til træning. Vi har lige fået en masse piger op fra micro til mini, samt en masse nye som aldrig har prøvet at lave gymnastik før. Hvilken udfordring, men det var virkelig sjovt. Træningstiden fløj afsted og pludselig var to timer i hallen forsvundet.

Efter træningen står jeg og evaluerer træningen med en af mine medtrænere, da jeg bliver prikket på skulderen. To af mine gymnaster står med to pakker i hånden. Den ene til mig og den anden til min medtræner. Pakken har et lille kort med ordet tak på."Det er fra alle os, som rykker op" siger de i kor. Der smelter mit hjerte. De har virkelig været søde de piger - dem vil jeg uden tvivl savne. Så selvom jeg ikke selv kan lave gymanstik er disse piger og resten af Bellingegymnasternes mini piger med til at holde min gymnastikgnist i live.

- En meget taknemmelig træner!