Vi har vel alle noget der skiller os ud fra mængden? Jeg har i hvert fald, og det er ikke så længe siden at jeg fik min praktikplads for min særhed. Særheder kan jo både være gode og dårlige. Men jeg ser det nu som det der gør os alle unikke og forskellige.
Jeg er nu gået ind i den sidste uge af min eksamensperiode, og jeg kan mærke at mine særheder trænger igennem for at jeg ikke skal gå ned med stress. Det er uden tvivl hårdt at læse til eksamen, og derfor må jeg ty til min særhed, for at holde humøret højt.
Desværre er jeg præget af at skulle være alene hjemme, da meget få kan holde ud at være i nærheden af mig. Det er nu ikke fordi det lugter eller jeg danser grimt. Men mest fordi det ofte er den forkerte årstid. Én måned på hele året er min særhed ikke en særhed og jeg kan dele min passion omkring den, men det er kun i denne ene måned. Ellers afskyr folk det faktisk. Det kan jeg jo ikke forstå, da jeg forbinder det med hygge og glæde ved at lytte til det.
Yes, hvis I ikke allerede har gennemskuet mig, så elsker jeg julemusik. Julemusik hele året. Når eksamen presser sig på og jeg er ved at køre død i mine noter og teoretiske akademiske artikler, kommer mit smil altid tilbage ved lyden af gamle klassiske julekalendersange. - og det skal være fra en julekalender. De vækker en masse dejlige barndomsminder, jeg kan ikke andet end at blive glad.
Mine forældre har altid rystet på hovedet, når jeg er blevet taget i at høre julemusik uden for december måned, men når I andre hygger jer med at høre radio, så hygger jeg mig altså med et stykke krummernes jul, nissebanden eller jul på slottet.
Har i nogen særheden i har lyst til at dele med mig? :)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar