Da jeg selv har været elev på skolen sammen med A, tænkte jeg, at den solgte hun meget godt. Så jeg sagde ja.
Vi ankommer til skolen lige lidt over middag, og vi starter dagen med en let forfriskning. Derefter støder vi ind i en af skolens nye lærer. En glad japaner, der selv gik på skolen for 5 år siden. Samme årgang som A og jeg. Sjovt at 5 år har modnet os så meget. Han ser glad ud og ligner sig selv. Fuldstændig ligesom skolen, selvom den er under en kæmpe renovering.
Dagen går med gymnastik, rytme, parkour og spring i centeret. Stemningen er fuldstændig, som jeg husker den. Når vi går ned af skolens gange, forventer jeg at se en kendt højskoleansigt rundt om hjørnet - fuldstændig, som var det for 5 år siden.
Det nuværende elevhold synger to afslutningssange i spisesalen. Mine hår på armene rejser sig. Jeg mærker straks den følelse, jeg stod med, dengang jeg selv skulle afslutte mit højskoleophold. Stemningen i spisesalen er meget speciel. En stemning der kun findes, hvis man har været en del af et fællesskab, som nu er ved vejs ende. Selv forældre og bedsteforældre sidder med blanke øjne, mens elevernes stemmer klinger smukt til klaveret. Jeg fornemmer de våde øjne og deres fællesskab, der stråler ud af dem, som de står der. Tæt sammen. I et fællesskab af sang.
Forestanderen holder sin obligatoriske afslutningstale. Da jeg selv var elev, hørte jeg sjældent den store sammenhæng i hans bevægede ord. Men netop i dag, begyndte jeg at sætte mit eget højskoleophold i perspektiv. Politikerne presser på. Vi skal helst ikke have fjumre år, som et højskoleophold, men bare tage direkte videre fra gymnasiet til universitet. Hvilke værdier har i kære elever taget med fra dette ophold, spørg forstanderen.
Jeg tror ikke, at man som højskoleelev, der nettop har afsluttet sit højskoleophold, er klar til at fortælle, hvad netop deres ophold har gjort for dem. Men det kan jeg nu sætte ord på fem år efter.
Jeg lærte at indgå i et fællesskab og alle uanset køn, kultur, sprog, tyk som tynd bidrager til fællesskabet. Det har givet mig det overskud, til at ville livet. Ville en uddannelse. Jeg valgte endda forkert - og startede på en frisk. I dag mangler jeg blot 1½ år - og så har jeg en kandidatgrad fra universitet.
Mit år på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, har givet mig energi til at fuldføre en lang 5-årig uddannelse. Mit ophold har givet mig venner og veninder for livet. Højskolen er noget specielt, og man bliver venner på tværs af årgangene. Vi er en stor familie. Et stort fællesskab, når vi alle har gået på den samme skole. En skole fuld af traditioner.
Gymnastikhøjskolen har specielt en tradition, som jeg værdsætter. De værner, fastholder og værdsætter sine gamle elever. Skolen uddanner ikke blot selvstændige individer, gymnastikinstruktører og ledere. Næ som gammel Ollerup'er er du ikke bange for at tage initiativ og gå forrest.
Skolen bruger også deres gamle elever som instruktører til diverse sommer kursuser. Det er en tradition at vende tilbage til det årlige elevmøde samt OD-dagen, som er fyldt med vores fælles interesse. Gymnastik. Hver gang du som gammel elev ankommer til skolen, emmer skolen af hjemlig hygge. Minderne sidder i væggene, i rummene, i møblerne i springcenteret i ånden.
At tage et fjumre år på højskole er et stykke af gammel dansk kultur, jeg er stolt af. En meget unik tradition. Erfaringer og minder, som du møder sådan et sted, finder du sjældent magen til uden for Danmarks grænser. Højskolelivet er en tradition der ville være en skam at rydde af landkortet. Det jeg har oplevet på nettop denne skole - er noget som er svært at forklare, men det er unikt! Jeg ville ønske, at jeg kunne give dét unikke videre til mine medmennesker. Mit højskoleophold har helt klart været med til at forme mig som menneske og mine værdier i mit videre voksenliv.
 |
| For 5 år siden, mødte jeg A her for første gang! |
 |
| 5 years has past by |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar