Ude på gaden strømmer folk frem og tilbage i biler, på cykel, gående på fortorvet. Jeg sidder ved min computer, læser tekster og forbereder mig på min forelæsning til imorgen.
Som et afbræk tænder jeg kort for facebook, for at blive opdateret på vennernes liv. Her går det også stærkt. Endnu en fra min folkeskole er blevet gift og skiftet navn. Vi var endda perleveninder i 9. klasse. Tænkt jeg gik glip af den store begivenhed. Men så er det godt at facebook kan opdatere mig. Under opdateringen med min venindes bryllup dukker dette billede op.
Dette passer jo meget godt til det ovenstående indlæg om bryllup og hvordan man skal være. Men jeg foretrækker nu at være mig selv.
Det er et stort skridt for nogen, at offentliggøre sit forhold på facebook, eller andre steder i frygt om hvad andre tænker. Det er endda bevist at både drenge og piger mister venner fra vennelisten ligeså snart, at man har offentliggjort sit forhold. Eller omvendt er det dér, alle kærlighedserklæringerne dukker frem fra skabet af de venner, der aldrig turde sige det. I mit tilfælde må jeg indrømme, at skabskærlighed er ikke værd at gemme på. Hvis man var "ment to be" - så var det nok sket for længst.
Det er hårdt mentalt at kunne klare hele verden den ene dag, til at være midlertidig handicappet den næste. Mit liv har taget en drastisk drejning, og til det har jeg må indrømme, at det har rart at have en kæreste, en bedste ven at læne sig op af. En støtte du ikke kan finde andre steder. Ikke for at være klog på kærlighed - men billedet går nok begge veje. Man skal begge have et behov for hinanden, ellers fungerer det ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar