The Love Story

En nat på baren. Det er her, det hele starter. To unge gutter. Prisen er ligemeget, bare jeg kommer med sprut. På beløbet siger ham den mørkhåret, men hans ven smiler ret charmerende til mig. Han hiver mig i armen. Ikke så charmerende igen - mit fokus ligger hos hans ven, der skal til at betale. Han hiver mig i armen igen og jeg mærker en indre irritation stige. Jeg tager hånden op og konstaterer at han har givet mig et plastisk armbånd på. Det er rødt. "Det kan du se på senere" råber han gennem de tyske slaggere der spiller ud af højtalerne. Han smiler igen på den der charmerende måde.

Jeg vender mig om og går tilbage til baren. Ude i køkkenet tager jeg armbåndet af og konstaterer at der står "Jørgen" efterfulgt af et telefonnummer. Jeg trækker på smilebåndet. 3 år som bartender har jeg aldrig oplevet dette scoretrick før. Jeg overvejer kort om jeg skal smide det ud eller beholde det. Men armbåndet bliver på resten af natten. Gentagne gange støder jeg ind i den charmerende fyr i løbet af natten. Jeg glemmer hver gang at bringe ham den kuglepen som han spørger efter.

Nattens timer flyver af sted. Vi har travlt. Omkring klokken 4 dør salget lidt ud. Jeg har gået min runde flere gange uden held og jeg tager mig selv i at lede efter den charmerende fyr med det søde smil. Det er nogen timer siden jeg så ham sidst - og jeg fik aldrig givet ham den kuglepen. Jeg fyr trækker mig i armen. "Kan jeg bestille hos dig?"

Jeg går op i baren for at lave bestillingen. Jeg vender mig op med to fadøl i hånden og er på vej ud af svingdøren. Jeg får øje på den charmerende fyr. "Kan jeg låne den der kuglepen?" Jeg stiller de to fadøl fra mig og giver ham kuglepennen med et smil. Hvor han derefter tager min arm og krasser endnu et telefonnummer ned.

Med en ny tatovering går jeg ud gennem svingdøren med de to fadøl. Da jeg kommer tilbage til baren er han væk. Øv!

Næste morgen skal jeg med toget til København. I toget sidder jeg længe og grubler over om jeg skal tage en chance og skrive til det her nummer. Jeg ved hverken hvad han hedder, hvor gammel han er, hvor han bor eller hvad han laver. Jeg husker kun det charmerende smil. Jeg åbner en ny besked og indtaster nummeret. Jeg trykker på send-knappen med sommerfugle i maven. Hvis man ikke køber en lotto kupon har man ikke en chance for at vinde i lotto.

Jeg vandt helt sikkert i lotto den dag, uden jeg overhovedet var klar over det. I dag er jeg. Forelskelse og sommerfugle i maven,.Når en sms tikker ind på min telefon, håber jeg altid at se hans navn på displayet. Han er min bedste ven - han er min kæreste. 3 måneder og hans smil er stadig lige charmerende som den første aften jeg så ham.

At være på forkant

I forbindelse med mit brud i benet, har jeg taget en beslutning. Gå all-in på studiet med alt hvad den kan trække. I dag skriver jeg til en af mine studievenner om vedkomne ikke kan sende mig den fil vi skal læse til morgendagens forelæsning. 

Da jeg åbner min mail og konstaterer, at det er det samme dokument jeg har modtaget de sidste tre gange, bliver jeg en smule forvirret. Jeg har jo læst det her, det må være en fejl. Endtil jeg nærlæser min semesterplan. Et smil breder sig på mine læber. Jeg har læst forud, uden at jeg selv har været klar over det. Kunne heller ikke forstå hvorfor vi ikke havde gennemgået alle de teorier jeg havde læst om men kun nogle få af dem. En rar følelse i maven opstår. Nu kan jeg i ro og mag bruge resten af eftermiddagen på at rydde op og gøre lidt huslige pligter.

En mands eller en kvindes behov?

Mandag. Solen skinner det ene øjeblik, det andet regner det. Sommeren skifter. Efteråret kommer!

Ude på gaden strømmer folk frem og tilbage i biler, på cykel, gående på fortorvet. Jeg sidder ved min computer, læser tekster og forbereder mig på min forelæsning til imorgen.

Som et afbræk tænder jeg kort for facebook, for at blive opdateret på vennernes liv. Her går det også stærkt. Endnu en fra min folkeskole er blevet gift og skiftet navn. Vi var endda perleveninder i 9. klasse. Tænkt jeg gik glip af den store begivenhed. Men så er det godt at facebook kan opdatere mig. Under opdateringen med min venindes bryllup dukker dette billede op.

Dette passer jo meget godt til det ovenstående indlæg om bryllup og hvordan man skal være. Men jeg foretrækker nu at være mig selv.

Det er et stort skridt for nogen, at offentliggøre sit forhold på facebook, eller andre steder i frygt om hvad andre tænker. Det er endda bevist at både drenge og piger mister venner fra vennelisten ligeså snart, at man har offentliggjort sit forhold. Eller omvendt er det dér, alle kærlighedserklæringerne dukker frem fra skabet af de venner, der aldrig turde sige det. I mit tilfælde må jeg indrømme, at skabskærlighed er ikke værd at gemme på. Hvis man var "ment to be" - så var det nok sket for længst.

Det er hårdt mentalt at kunne klare hele verden den ene dag, til at være midlertidig handicappet den næste. Mit liv har taget en drastisk drejning, og til det har jeg må indrømme, at det har rart at have en kæreste, en bedste ven at læne sig op af. En støtte du ikke kan finde andre steder. Ikke for at være klog på kærlighed - men billedet går nok begge veje. Man skal begge have et behov for hinanden, ellers fungerer det ikke.

Fra anonymdato til betydningsdato

D. 16 august 2013 er for mig blevet til en mærkedag. En underlig dato. D. 16. august. Jeg har oplevet d. 16 august mange gange i mit liv. Godt nok ikke den samme vel at mærke men en gang hvert år. Men kan jeg huske hvad jeg har lavet d. 16 august bare et år tilbage? Nope. Ikke spor. Men d. 16 august 2013 bliver en dato jeg vil huske.

Gymnastikken har altid været en del af mig. Jeg har altid følt mig hjemme i hallen. Lugten af sure tær og sved, gamle redskaber det er bare lige mig. Gymnastikken har givet mig mange ting og lært mig de vigtigste grundværdier jeg har. Den har været strid i modgang, den har været elsket i medgang. Den har lært mig at når man slår sig  er det op på hesten igen, den har givet mig venner og veninder for livet. Den har givet mig undervisnings glæde og at der skal være plads til forskelligheder i hallen.

Jeg har været en heldig gymnast, der ikke har været præget af alverdens alvorlige skader. Jeg har været vidner til mange, men jeg har ikke selv været ude for noget alvorligt. Jeg har blot haft mine små knobs af forstuvet fødder og en enkelt muskelskade.

Fredag d. 16 august 2013 brækker jeg mit skinneben i et afsæt fra stortrampolinen til skumgrav. Min første "alvorlige" skade i en alder af snart 24 år. Åben skinnebensbrud på begge knogler siger lægen, da vi rammer skadestuen. "og du har gjort det ordentligt Mariah" siger han.

Som dagene går på hospitalet indser jeg, hvor stort et netværk af venner og veninder jeg har dannet mig de sidste 2 år jeg har boet på Fyn. Selvom jeg valgte ikke at offentliggøre min position og situation på det berømte Facebook, gik rygterne hurtigt og mange har været på besøg, sendt mig en sms med tanker om god bedring og tilbudt diverse former for hjælp. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft overskud eller mulighed for at takke alle disse mennesker, da jeg ikke blot havde en del at kæmpe med fysisk men også psykisk.

Jeg er stadig i gang med begyndelsen af min lange proces for at komme på benene igen, men for hver dag der går, kommer der små fremskridt jeg værdsætter rigtig højt. Der er stadig mange ting jeg ikke kan, men der er flere og flere jeg kan sætte kryds ved som jeg kan. Hvilket giver mig lidt mere selvtillid.

Jeg havde min første tur ud på universitet i dag. Selvom jeg gik alene på gangen i et snegletempo, stoppede folk venligt op og spurgte om jeg havde brug for hjælp, eller med et drillende smil at jeg nok havde langt igen. Sikke en medfølelse, som jeg ikke har oplevet eller lagt mærke til før. En ting jeg helt sikkert vil tage til mig næste gang jeg ser en på krykker i sneglefart.

Jeg glæder mig over at jeg har så mange omkring mig, der har lyst til at hjælpe nu når jeg virkelig har brug for det. - Det skal skal i alle have en stor tak for. Jeg sætter stor pris på at min familie har været villig til at hjælpe til og har taget det store læs. Som min søde kæreste sagde til mig første gang han kom ind til mig på sygehuset: "Næste gang behøver du altså ikke brække benet for at få besøg".
Jeg brækker ikke flere ben, det er helt sikkert for det er noget af en omvæltning man bagefter skal tage stilling til. Men jeg har det godt, og tak fordi i alle gør en forskel!

Uglen er selvfølgelig med.

Efter operationen