Smartphone og venteværelse

Mit regntøj knaser og brager da jeg træder ind gennem den røde dør. Det er sådan et vejr, hvor de seje kører uden regntøj - fordi det regner jo kun nogen gange. Hvor vi andre dødelige beskytter os fordi vi hader tanken om våde cowboybukser.

Lyden fra mit knasende regntøj bryder den pinlige tavshed der er i venteværelset. Jeg bipper mit sygesikringskort ind. Skiltet på glasruden fortæller mig at "klinikken holder frokostpause". Jeg vender mig rundt og finder en stol. Langt nok væk fra de andre i venteværelset. Man skulle jo nødig komme hinanden ved og sidde med kun én stol imellem sig. De andres blik virker irriteret over at jeg ikke har taget mine regnbukser af i det mindste. Men jeg er ligeglad.

Jeg når ikke en gang at kigge i mit se og hør - før en familie fanger min opmærksomhed. En mor kommer ind med sine to sønner og hendes datter. Pigen går direkte hen mod legebordet og begynder at lege. De andre tre fylder tilsammen stole for 5 personer. De trækker hver deres telefon frem og begynder at snakke om hvad der sker på hver deres telefon. Det undre mig, at vores telefon i dag med alle de smarte ting den kan - kan danne grundlag for hvordan man er sammen. Man ser jo hurtig beskæftiget ud ved at sidde med sin telefon i hånden og tjekke facebook, twitter, mail osv.
Da deres datter på 6 år så kommer hen og vil læse en bog hun havde fundet i bogreolen, virkede det ikke nær så interessant som telefonen og pigen får at vide at hun da selv kan læse den. Ingen af de tre lytter, hvilket hun opfatter meget hurtigt. Kan det virkelig være sandt at fordi man ikke er gammel nok til at eje sin egen smartphone så er man ude af fællesskabet? Selvom man blot venter på at komme ind til lægen?