kroppens egne veje

Jeg elsker at sove. Sove mange timer i døgnet. Sove når jeg er træt. Sove til en film. Sove sammen med nogen. Sove alene. Sove ude. Sove hjemme. Sove sove sove. Jeg elsker det. Omvendt bliver jeg så fortvivlet når jeg ikke kan. Min krop er egentlig træt. Det kan jeg mærke. Men når jeg ligger mig under dynen. Jeg har slukket lyset. Taget nattøj på og er klar til at sove. Kan jeg ikke. Mine øjne virker tunge, men jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg hverken sover eller er vågen. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Pludselig mærker jeg hvordan min plus pludselig stiger voldsomt. Hvad sker der? Jeg burde ligge med en hvilepuls nu og mit hjerte hamre derud af, som havde jeg spurtet 30m og lavet en dobbeltsalto til blackout i min seng. Men nej - det har jeg ikke. Mine håndflader er fugtige. Fornemmer jeg nervøsitet? Midt om natten? Jeg vender mig rundt og fisker min telefon frem. 02.10 står der på displayet. Jeg gik i seng for halvanden time siden og kan stadig ikke sove? Det begynder at blive en lille smule frustrerende. Jeg vælger at stå op. Normalt når jeg har de her nætter, hvor det er svært at falde i søvn, er det fordi en eksamen venter dagen efter, eller en konkurrence. Ingen af delene er aktuelle. Min første mundtlige eksamen er på torsdag. Det er først om 2 nætter at min krop skal agere sådan her? Hvad sker der? Ingen ved det. Den eneste måde at bekæmpe det på er, at lave noget kedelig så kroppen synes, at nu er den træt nok til at kunne sove. Hvor længe det vil tage? Ja, det vil tiden vise. Skal jeg tælle stjerner? Skal jeg tælle får? Gæt selv. Jeg er startet. 1,2,3,4,5,6,7,8 ..... 9 .... 10 ....11....12,13,14 .... 15 ?