Nytår

D. 31.12.13 - en skæg tal kombination for lige netop i år. Mange har frygtet året 2013, fordi man med en lille smule overtro - frygtede det værste. Men nytår er nu en mærkelig ting. Det er både en afslutning på det gamle år og en ny begyndelse på et nyt. Et kapitel slutter og et nyt starter.

År 2013 har for mig været et meget turbulent år, der har budt på op- og nedture. En kæmpe personligheds krise måtte jeg kæmpe med, da mit venstre skinneben brækkede d. 16 august. Heldigvis var mit netværk omkring mig, og jeg har hurtig kunne komme mig over den mentale del.
Jeg nåede mit mål og smed mine krykker lang tid før jul og dansede om juletræet ligesom alle andre almindelig danskere rundt omkring i landet d. 24 december - trods lægerne havde sagt noget helt andet.

År 2013 har også været en lykke for mig. Jeg blev i sommer forelsket - og hvilken fortryllet rejse vi har været igennem sammen. Aldrig har jeg mødt et menneske som ham, og følelserne vokser dag for dag. Vores år 2014 byder også på en kæmpe udfordring, men med det vi allerede har i bagagen - er jeg sikker på at vi nok skal klare den.

Min sidste aften skal fejres med mine elskede piger fra madklubben, selvom vi desværre ikke er fuldtallig. 4 retters menu som skal indtages. Vin, pigesnak og festlige kjoler. Jeg kan for en gang skyld næsten ikke vente. Nytår har altid været noget mærkeligt noget for mig. Som barn var det fedt fordi, vi måtte være længe oppe. Som teenager har det været en lang række af fester, der egentlig bare burde fortjene en tur i glemmebogen. Som 20-årige fandt jeg en vej - at arbejde den sidste dag på året. Men i år tager jeg kampen op mod voksenverden, og vil nyde mine veninder på den sidste dag.

Glædeligt nytår til jer alle! Pas på jeres øjne fingre og ansigter, når krudtet bliver futtet af senere på natten. Tak for et fantastisk år, og jeg glæder mig til at opdatere jer her på bloggen i år 2014.

Min jul

Som skilsmissebarn ser julen ofte anderledes ud, end hvis ens forældre stadig var gift. Der er både fordele og ulemper. I min familie hænger d. 23 dec og 2. juledag sammen og d. 24 dec. og 1. juledag sammen, så skifter det hvert år mellem mor og far.

I år var jeg hos min far d. 23 dec. og vi plejer at udvekslegaver. Da min far ikke har juletræ i år fordi de skal holde jul ude, måtte vi gribe til fantasien og dette kom ud af det:

Et lille træ på en stol med gaver omkring. Sødt og helt sikkert et juleminde jeg vil huske. Derefter stod den på pakkeleg. Grin. Fjol. Nye regler og gaver.

Juleaften stod med min mors side af familien. Med det smukkeste træ og magi i luften. En lang dag, hvor vi slog tiden ihjel med at pynte juletræ, en morfar, i kirke. En ny præst stod ved alteret. Han virkede nervøs - og jeg tror ikke jeg har sagt fader vor så hurtigt. Jeg valgte dog at give ham et klap på skulderen og rose hans prædiken. Den nye dreng i klassen fortjener da også selvtillid på denne specielle dag. Resten af aften gik med god mad, familiehygge, gaver og alt hvad der hører til.

1. juledag stod på den traditionelle julefrokost, men sild i tre afskygninger, brune kartofler, skinke, grønlangkål, leverpostej, to slags hjemmelavet rullepølse og vigtigst af alt de hjemmelavede snaps. I år havde vi dog kun et lille udvalg på 14 forskellige snaps. men vi overlevede og stemningen var høj i blandt os alle.

2. juledag stod på film og hygge hos min far. Alt i alt en lækker jul der gik alt for hurtigt. Hvis jeg kunne spole tilbage og nyde disse 4 specielle dage igen, ville jeg gøre det. Men de ligger blot som gode minder i år 2013.

Den vigtigste gave jeg dog har fået i år er gaven til at kunne danse om juletræet uden mine krykker. Lægerne sagde i august på sygehuset at jeg ikke skulle regne med at kunne smide mine krykker til jul - og dette gjorde jeg! Glædelig bagjul alle sammen - nu er der ikke lang tid til nytår!

Juletræet juleaften

Julehygge i en krog af stuen

de 14 hjemmelavede snaps til julefrokosten 1. juledag

Julefrokost

December hænger sammen med traditioner. Traditioner som er forskellige fra dansker til dansker. Nogen traditioner er mere ens end andre. Dog er julefrokosten er dansk tradition op mod jul. Den kan udforme sig vidt forskelligt, men hovedtrækkene er at man mødes, fint på klædt, til mad og snaps. Nogen steder er der pakkeleg, andre steder ikke. Det er friheden og forskellen på at der ikke er en julefrokost som er den samme.

I denne weekend to jeg hele to julefrokoster på en weekend. Jeg må indrømme at jeg godt kan mærke at jeg ikke er 18 år længere. Dog havde jeg en fantastisk aften begge steder. Den ene i Lyngby med kærestens venner, hjemmebrygget snaps og spas og ballade - hygge og sammenhold. I går på arbejdet, fri bar, en masse nye venner som skulle indvies i den store Heidis familie og hvilken fest!

Et award show som underholdning, skulle vise året der gik - både i billeder og film. Temaet: sort og guld. Kanon aften - og jeg løb med prisen som årets Tjener. Yaj og juhuuu - taknemmelig? JA! Jeg har nogen fantastiske kollegaer og er glad for det sammenhold der er at finde på den arbejdsplads.

Med julefrokost som tradition kommer også tømmermændene listende og junkfood bliver pludselig meget tiltrængt. Endnu flere kilo til sidebenene - derfor tager jeg lige en omgang hjemme træning. Mit brækkede ben er næsten helet og det er kun muskulaturen som skal trænes op igen!
God uge derude - der er ikke længe til d. 24!

Kærlighed hænger sammen med December

Bloggen har stået stille. Tiden er fløjet. Det er svært at holde sig opdateret. December er kommet. Sneen venter stadig på sig, dog har vi oplevet to storme inde for kort tid. Typisk dansk at man skal snakke om vejret.

Julen er hjerternes fest. En tid hvor man er tæt på dem man har kær. I år ville jeg overraske min kæreste med en pakkekalender. En spontan idé jeg fik. Hvilken overraskelse jeg fik mig. 1 december faldt på en søndag i år og jeg var heldig at kunne lege julemand med den første pakke. En glat hinde kom langsomt over hans øje, da han opdagede at pakken var til ham. En lille dreng, der har fået sin første røde brandbil til hans legetøjssamling. Hvad der senere rørte mig dybt var at det viste sig at være den første pakkekalender han nogensinde har fået. Uden jeg vidste det var denne information en gave i sig selv for mig.

Tre døgn senere er jeg på posthuset og henter tre pakker. En kæmpe overraskelse hjemmefra. En pakkekalender - sådan en har jeg ikke haft siden jeg var barn, jeg troede blot jeg skulle modtage tre adventsgaver. Jeg har en masse kærlighed omkring mig og hvilken fryd!

Pakkekalender til min kæreste

Indholdet i min egen pakkekalender fra d. 1-4.dec.

De tre pakker fra posthuset

Første kontrol

Dagen starter ud med en sur dame i telefonen. "Hvorfor har du ikke bestilt transport en dag i forvejen?!?! - Kan du ikke bare selv tage bussen derud?" - Nej, jeg har brækket skinnebenet for 6 uger siden og er stadig på krykker. "Vi sender en vogn."

- Glimrende, på med sko og af sted til OUH sygehus indgang 9. For en gang skyld falder jeg ikke ud af diskursen, da jeg henvender mig ved skranken. Ned af den lange gang sidder den ene efter den anden, med en arm i gips eller i kørestol. Tror ikke jeg har set så mange skadet mennesker på ét sted. Jeg smiler ved tanken inden jeg sætter mig ud fra stue 82. I hånden har jeg et gult skilt der står: "Jeg venter på røntgenundersøgelse".

Jeg bliver sendt ind og får taget de billeder jeg skal. "Du skal ind på stue 10".
Lægen er vældig rar - og det går hurtig op for mig at han var med under operationen. Du skal bare blive ved med at træne. De krykker burde du kunne slippe omkring de næste 14 dage hvis du er sej. JEG ER SEJ. Mit nye delmål blev lige foræret der. Du skal bare bruge dit ben lige så tosset du vil.

Jeg går fra stuen med et kæmpe smil på læberne. Nu går det frem ad. Jeg kommer både til at juleshoppe og danse om juletræet uden krykker. Det er for vildt. Jeg svæver på en lyserød sky og jeg får snart min krop og frigivet to hænder igen. Positivitet er godt! God dag derude.

Mit ben og mit brud - før operationen

The Love Story

En nat på baren. Det er her, det hele starter. To unge gutter. Prisen er ligemeget, bare jeg kommer med sprut. På beløbet siger ham den mørkhåret, men hans ven smiler ret charmerende til mig. Han hiver mig i armen. Ikke så charmerende igen - mit fokus ligger hos hans ven, der skal til at betale. Han hiver mig i armen igen og jeg mærker en indre irritation stige. Jeg tager hånden op og konstaterer at han har givet mig et plastisk armbånd på. Det er rødt. "Det kan du se på senere" råber han gennem de tyske slaggere der spiller ud af højtalerne. Han smiler igen på den der charmerende måde.

Jeg vender mig om og går tilbage til baren. Ude i køkkenet tager jeg armbåndet af og konstaterer at der står "Jørgen" efterfulgt af et telefonnummer. Jeg trækker på smilebåndet. 3 år som bartender har jeg aldrig oplevet dette scoretrick før. Jeg overvejer kort om jeg skal smide det ud eller beholde det. Men armbåndet bliver på resten af natten. Gentagne gange støder jeg ind i den charmerende fyr i løbet af natten. Jeg glemmer hver gang at bringe ham den kuglepen som han spørger efter.

Nattens timer flyver af sted. Vi har travlt. Omkring klokken 4 dør salget lidt ud. Jeg har gået min runde flere gange uden held og jeg tager mig selv i at lede efter den charmerende fyr med det søde smil. Det er nogen timer siden jeg så ham sidst - og jeg fik aldrig givet ham den kuglepen. Jeg fyr trækker mig i armen. "Kan jeg bestille hos dig?"

Jeg går op i baren for at lave bestillingen. Jeg vender mig op med to fadøl i hånden og er på vej ud af svingdøren. Jeg får øje på den charmerende fyr. "Kan jeg låne den der kuglepen?" Jeg stiller de to fadøl fra mig og giver ham kuglepennen med et smil. Hvor han derefter tager min arm og krasser endnu et telefonnummer ned.

Med en ny tatovering går jeg ud gennem svingdøren med de to fadøl. Da jeg kommer tilbage til baren er han væk. Øv!

Næste morgen skal jeg med toget til København. I toget sidder jeg længe og grubler over om jeg skal tage en chance og skrive til det her nummer. Jeg ved hverken hvad han hedder, hvor gammel han er, hvor han bor eller hvad han laver. Jeg husker kun det charmerende smil. Jeg åbner en ny besked og indtaster nummeret. Jeg trykker på send-knappen med sommerfugle i maven. Hvis man ikke køber en lotto kupon har man ikke en chance for at vinde i lotto.

Jeg vandt helt sikkert i lotto den dag, uden jeg overhovedet var klar over det. I dag er jeg. Forelskelse og sommerfugle i maven,.Når en sms tikker ind på min telefon, håber jeg altid at se hans navn på displayet. Han er min bedste ven - han er min kæreste. 3 måneder og hans smil er stadig lige charmerende som den første aften jeg så ham.

At være på forkant

I forbindelse med mit brud i benet, har jeg taget en beslutning. Gå all-in på studiet med alt hvad den kan trække. I dag skriver jeg til en af mine studievenner om vedkomne ikke kan sende mig den fil vi skal læse til morgendagens forelæsning. 

Da jeg åbner min mail og konstaterer, at det er det samme dokument jeg har modtaget de sidste tre gange, bliver jeg en smule forvirret. Jeg har jo læst det her, det må være en fejl. Endtil jeg nærlæser min semesterplan. Et smil breder sig på mine læber. Jeg har læst forud, uden at jeg selv har været klar over det. Kunne heller ikke forstå hvorfor vi ikke havde gennemgået alle de teorier jeg havde læst om men kun nogle få af dem. En rar følelse i maven opstår. Nu kan jeg i ro og mag bruge resten af eftermiddagen på at rydde op og gøre lidt huslige pligter.

En mands eller en kvindes behov?

Mandag. Solen skinner det ene øjeblik, det andet regner det. Sommeren skifter. Efteråret kommer!

Ude på gaden strømmer folk frem og tilbage i biler, på cykel, gående på fortorvet. Jeg sidder ved min computer, læser tekster og forbereder mig på min forelæsning til imorgen.

Som et afbræk tænder jeg kort for facebook, for at blive opdateret på vennernes liv. Her går det også stærkt. Endnu en fra min folkeskole er blevet gift og skiftet navn. Vi var endda perleveninder i 9. klasse. Tænkt jeg gik glip af den store begivenhed. Men så er det godt at facebook kan opdatere mig. Under opdateringen med min venindes bryllup dukker dette billede op.

Dette passer jo meget godt til det ovenstående indlæg om bryllup og hvordan man skal være. Men jeg foretrækker nu at være mig selv.

Det er et stort skridt for nogen, at offentliggøre sit forhold på facebook, eller andre steder i frygt om hvad andre tænker. Det er endda bevist at både drenge og piger mister venner fra vennelisten ligeså snart, at man har offentliggjort sit forhold. Eller omvendt er det dér, alle kærlighedserklæringerne dukker frem fra skabet af de venner, der aldrig turde sige det. I mit tilfælde må jeg indrømme, at skabskærlighed er ikke værd at gemme på. Hvis man var "ment to be" - så var det nok sket for længst.

Det er hårdt mentalt at kunne klare hele verden den ene dag, til at være midlertidig handicappet den næste. Mit liv har taget en drastisk drejning, og til det har jeg må indrømme, at det har rart at have en kæreste, en bedste ven at læne sig op af. En støtte du ikke kan finde andre steder. Ikke for at være klog på kærlighed - men billedet går nok begge veje. Man skal begge have et behov for hinanden, ellers fungerer det ikke.

Fra anonymdato til betydningsdato

D. 16 august 2013 er for mig blevet til en mærkedag. En underlig dato. D. 16. august. Jeg har oplevet d. 16 august mange gange i mit liv. Godt nok ikke den samme vel at mærke men en gang hvert år. Men kan jeg huske hvad jeg har lavet d. 16 august bare et år tilbage? Nope. Ikke spor. Men d. 16 august 2013 bliver en dato jeg vil huske.

Gymnastikken har altid været en del af mig. Jeg har altid følt mig hjemme i hallen. Lugten af sure tær og sved, gamle redskaber det er bare lige mig. Gymnastikken har givet mig mange ting og lært mig de vigtigste grundværdier jeg har. Den har været strid i modgang, den har været elsket i medgang. Den har lært mig at når man slår sig  er det op på hesten igen, den har givet mig venner og veninder for livet. Den har givet mig undervisnings glæde og at der skal være plads til forskelligheder i hallen.

Jeg har været en heldig gymnast, der ikke har været præget af alverdens alvorlige skader. Jeg har været vidner til mange, men jeg har ikke selv været ude for noget alvorligt. Jeg har blot haft mine små knobs af forstuvet fødder og en enkelt muskelskade.

Fredag d. 16 august 2013 brækker jeg mit skinneben i et afsæt fra stortrampolinen til skumgrav. Min første "alvorlige" skade i en alder af snart 24 år. Åben skinnebensbrud på begge knogler siger lægen, da vi rammer skadestuen. "og du har gjort det ordentligt Mariah" siger han.

Som dagene går på hospitalet indser jeg, hvor stort et netværk af venner og veninder jeg har dannet mig de sidste 2 år jeg har boet på Fyn. Selvom jeg valgte ikke at offentliggøre min position og situation på det berømte Facebook, gik rygterne hurtigt og mange har været på besøg, sendt mig en sms med tanker om god bedring og tilbudt diverse former for hjælp. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft overskud eller mulighed for at takke alle disse mennesker, da jeg ikke blot havde en del at kæmpe med fysisk men også psykisk.

Jeg er stadig i gang med begyndelsen af min lange proces for at komme på benene igen, men for hver dag der går, kommer der små fremskridt jeg værdsætter rigtig højt. Der er stadig mange ting jeg ikke kan, men der er flere og flere jeg kan sætte kryds ved som jeg kan. Hvilket giver mig lidt mere selvtillid.

Jeg havde min første tur ud på universitet i dag. Selvom jeg gik alene på gangen i et snegletempo, stoppede folk venligt op og spurgte om jeg havde brug for hjælp, eller med et drillende smil at jeg nok havde langt igen. Sikke en medfølelse, som jeg ikke har oplevet eller lagt mærke til før. En ting jeg helt sikkert vil tage til mig næste gang jeg ser en på krykker i sneglefart.

Jeg glæder mig over at jeg har så mange omkring mig, der har lyst til at hjælpe nu når jeg virkelig har brug for det. - Det skal skal i alle have en stor tak for. Jeg sætter stor pris på at min familie har været villig til at hjælpe til og har taget det store læs. Som min søde kæreste sagde til mig første gang han kom ind til mig på sygehuset: "Næste gang behøver du altså ikke brække benet for at få besøg".
Jeg brækker ikke flere ben, det er helt sikkert for det er noget af en omvæltning man bagefter skal tage stilling til. Men jeg har det godt, og tak fordi i alle gør en forskel!

Uglen er selvfølgelig med.

Efter operationen

Smartphone og venteværelse

Mit regntøj knaser og brager da jeg træder ind gennem den røde dør. Det er sådan et vejr, hvor de seje kører uden regntøj - fordi det regner jo kun nogen gange. Hvor vi andre dødelige beskytter os fordi vi hader tanken om våde cowboybukser.

Lyden fra mit knasende regntøj bryder den pinlige tavshed der er i venteværelset. Jeg bipper mit sygesikringskort ind. Skiltet på glasruden fortæller mig at "klinikken holder frokostpause". Jeg vender mig rundt og finder en stol. Langt nok væk fra de andre i venteværelset. Man skulle jo nødig komme hinanden ved og sidde med kun én stol imellem sig. De andres blik virker irriteret over at jeg ikke har taget mine regnbukser af i det mindste. Men jeg er ligeglad.

Jeg når ikke en gang at kigge i mit se og hør - før en familie fanger min opmærksomhed. En mor kommer ind med sine to sønner og hendes datter. Pigen går direkte hen mod legebordet og begynder at lege. De andre tre fylder tilsammen stole for 5 personer. De trækker hver deres telefon frem og begynder at snakke om hvad der sker på hver deres telefon. Det undre mig, at vores telefon i dag med alle de smarte ting den kan - kan danne grundlag for hvordan man er sammen. Man ser jo hurtig beskæftiget ud ved at sidde med sin telefon i hånden og tjekke facebook, twitter, mail osv.
Da deres datter på 6 år så kommer hen og vil læse en bog hun havde fundet i bogreolen, virkede det ikke nær så interessant som telefonen og pigen får at vide at hun da selv kan læse den. Ingen af de tre lytter, hvilket hun opfatter meget hurtigt. Kan det virkelig være sandt at fordi man ikke er gammel nok til at eje sin egen smartphone så er man ude af fællesskabet? Selvom man blot venter på at komme ind til lægen?

Kærlighedseliksir

Der er gået lang tid og bloggen har stået stille. Der er sket meget og samtidig er jeg det samme sted. Sommeren er snart over og skolen starter igen.

Sommer, sol, lækkerbrun, øl, fest og arbejde. Sommer romance. Kæreste. Lykkelig og bare glad! En ting jeg dog synes er sjovt, at fra det øjeblik man bliver taget af singlemarked - kryber alle skabsflirter ud af skabet og bekender deres kærlighed. Bare på aftenen i går kunne jeg have haft muligheden for 3 andre kærester end ham jeg har nu.

Tankevækkende - hvad er det, der gør at man tør gå til bekendelse ligeså snart at man har en fået kæreste? Så er man pludselig ekstremt interessant! Når man lever det kedelig singleliv og man føler sig lidt ensom og deprimeret søndag aften, for der burde man ligge med sin søde kæreste på sofaen, det eneste er bare at det mest væsentlige mangler. Nemlig kæresten. Søndag aften er der ingen som skriver eller erkender sin kærlighed, der er man forblændet af sine egne grænser og fantasier om hvordan den perfekte mand skal være. Hemmeligheden er, at ligeså snart man slipper sine grænser og kræsenhed - så dukker Mr. Perfekt op. Det gjorde han i hvert fald i mit tilfælde.

Men det er altid dejligt med et kompliment eller to fra ens omgangskreds at man er attraktiv - bare ærgeligt at man ikke er mere offensiv i hverdagen. Så fyre - hvis en pige er single, så skub på - det skader ikke.
God dag derude

Lånt billede fra en aften på arbejde

MM

Det er så længe siden,

og jeg har dig kun på lånt tid.

Du deles.

To liv.

Hvordan kan du?

Et liv derude

Et her hjemme.

Du har så travlt.

En skjult kærlighed.

Du sætter pris på mig

Jeg sætter pris på dig

Det hele slår kolbøtter

Noget giver jeg slip på - andet gemmer jeg.

Måske får du det at se en dag.

Måske gør du ikke.

En hemmelighed,

en historie. 

unavngivende følelser

I dag er sådan en dag hvor følelserne føles at være uden på tøjet.

Måske skyldes det jeg er træt - måske er det hormoner - Måske - måske ikke.

Jeg er også ligeglad. 

Jeg ved hvordan jeg har det. Det er i den fase en kunstner ville male sit billede, forfatteren skrive sit digt, musikeren der skriver sin sang. Skrøbeligt. Jeg skriver bare.

Jeg ved hvilke følelser der flyder.

Musikken på højtalerne får mig til at føle lyst til bevægelse.

Jeg er hæmmet. Musikken giver mening når jeg lukker øjnene og bare lytter.

Lyt og lad dig rive med. Nogen vil måske finde det som noget værre vås at gøre.
For mig giver det mening. 

Græde uden at være ked af det. Savne uden at føle savn. Sentimental. Løsrivelse men blot for en stund.

Jeg vælter mig i blomster - men jeg er blind - kan ikke bestemme mig for hvilken en som er den flotteste? Hvorfor går mennesket tit de samme veje? Er det fordi vi er vanedyr? Måske - Måske ikke. Who cares?

My way

Universitet. 

Forelæsning. 

Ny forelæser for dette valgfag. 

En monoton stemme. 

Et nyt emne. 

Selvom jeg prøver ihærdigt at holde koncentrationen om diskursanalyse og de kloge teoretikere Fairclough og Foucault. 

Jeg kigger op på det hvide power point. 

Størrelsen på den sorte tekst varierer fra slide til slide.

Stadig den samme monotome stemme. 

Hvad siger han? 

Han er så ung, 

der burde da komme mere energi ud af denne unge mand. 

Mine tanker flyver rundt. 

Hvad skal jeg vælge af tilvalg? 

Hvad skal jeg gøre i forhold til min fremtid? 

Skal jeg tage til udlandet eller blot pendle herhjemme? 

Sådan er universitet. 

Dannende.

FM 2013

Jeg har følt mig lidt alene, men nu er jeg hel igen. Den velkendte lugt af sved og gymnastikfødder møder mig da jeg træder ind i hallen. Omkring mig hvirvler børn i alle aldre. Nogen helt små micro macro, junior piger, mini piger, senior damer, trænere. Jeg er tilbage. Selvom mit ben ikke tillader de store udfoldelser endnu, er det bare rart at befinde sig i det miljø jeg har elsket så højt de sidste år.

Fynske mesterskaber. Min mavefornemmelse er god for mine skønne junior piger. Både for hold 1 og hold 2. I år oplever jeg dog for første gang at jeg rent faktisk er nervøs under deres konkurrence. Puha! Heldigvis gjorde begge hold det godt og jeg er stolt som træner. Men nervøsiteten stoppede ikke der. Jeg kunne først helt falde til ro, da indmarch til præmie-overrækkelsen fandt sted.

Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg rystede lidt på hænderne da jeg skulle filme mine holdkammerater i senior-konkurrencen. De gjorde det flot og jeg kan ikke forstå hvorfor min pludselige nervøsitet fandt sted. Bolbro Senior Damer Fynske mestre igen i år! Lækkert! :)

Dagen afsluttes på Jensens i et herligt selvskab af instruktører fra Bellinge. Jeg nød selvskabet og interne jokes opstod. Jeg ligger mig i seng med et smil på læben - træt, mættet med oplevelser, glad.
Tak for et godt stævne!

Den Lalleflade Roulade

Den Lalleflade Roulade? Eller var det den Lalleglade Brigade?

Fyldt fyldt fyldt - hvor skal jeg sidde?

Jeg har taget min roomate med i byen. Klokken nærmer sig halv ni. Det er mørkt og hammer koldt! Jeg skulle have taget mere tøj på. Vi er på vej til Uteateret. Vi går rundt om Odense Teaters hovedbygning og finder en  lille kældernedgang med et grønt lysende skilt. Det er her. Da vi kommer ned af kældertrappen bliver vi mødt med et håndtegnet skilt. UDSOLGT! Beklager.

Jeg hiver i døren og bliver mødt af en undskyldende dame, der siger de ikke har flere pladser. Jeg trækker trumf kortet, at der gerne skulle ligge to pladser til mig, og vi kommer ind. Dog kommer vi til at sidde på gulvet. På forhånd vidste jeg ikke andet om denne lille gruppe bestående af 4 piger, at de laver comedy. Jeg har aldrig været vild med comedy og standup for den sags skyld. Jeg føler tit at deres jokes kan gå for stærkt, jeg hører ikke halvdelen af joken - og så er det jo indlysende, at jeg mister pointen og det sjove.

Denne gang blev jeg overrasket til det positive. Showet indeholdt alt lige fra en fødsel, til DM i magnetpensling, bingo bungyjump med effektlyde fra to publikummer, et hønsehus, en grøn hest og et kedeligt videnskabsnummer med en døvtolk, der endte med at blive mit favorit indslag på aftenen. Jeg grinte næsten uafbrudt fra da jeg kom til jeg gik.

Den bedste oplevelse var dog under showet, da jeg slår mig selv på låret af grin over det der sker på scenen. Jeg kigger til min venstre side og ser min roomate med tåre stående ud af begge øjne og jeg kan høre at hendes latter kommer helt inde fra. Oprigtigt. Den lille sal er meget intens, og selvom den er helt fyldt med mennesker og sveden pibler ned af panden på de optrædende, er jeg i nuet. Jeg har ondt i mine kinder da jeg efter showet går op fra den lille kælder. Mættet med gode jokes, mættet med en god oplevelse. Den Lalleglade Brigade har helt sikkert fået en ekstra fan i aften.

Hvis i derude skulle falde over denne impro comedy gruppe - kan jeg med de varmeste anbefalinger opfordre til at betale en sølle halvtreller og gå ind og få et godt grin med disse 4 unikke piger!

Den Lalleglade Brigade - og mig!

At læse

Jeg ligger på sofaen. Min mave er fyldt. Jeg har spist for meget. Billig, men god aftensmad. Det gør næsten ondt i maven. Puha. Min computer ligger på mine lår. Jeg kan mærke varmen fra den. På skærmen foran mig er den tekst jeg skal læse til i morgen. Dokumentet har været åbent de sidste 4 timer. Min koncentration er langt væk. Jeg læser, og læser. Mens mine øjne glider henover bogstaverne på skærmen flyver mine tanker rundt oppe i hovedet. Jeg opfanger kun få ord på skærmen, selvom mine øjne trofast hviler ved hvert et ord. 

Det har været en god weekend. Selvom jeg knapt kan gå normalt har jeg hygget mig. Jeg har hygget mig med de gamle drenge fra Svende. De er savnet. Jeg har holdt pigeaften med mine tætteste veninder. Guld værd. Jeg forstætter med at læse ordene på min skærm foran mig. Det er engelsk. Så går det op for mig at jeg ikke har fattet en bjælle at de sidste to afsnit. Jeg går tilbage øverst på siden og starter forfra. Dog kan jeg ikke lade være med at tænke. Jeg er ikke bange for at være mig selv og sige min mening. Jeg vil helst fortælle sandheden med den konsekvens at nogen måske bliver såret fremfor at glæde dem med en løgn og jeg derefter skal have den på samvittigheden. Er det ondt? Hele denne uge har virket så nærværende. Nu føles det tomt og trist igen. Du er væk for en stund, men jeg vil vente. Jeg stopper op midt på siden. For katten. Forfra. Det undre mig ikke hvorfor jeg er så lang tid om at læse denne tekst. Jeg åbner mit internet og begynder at skrive. "Jeg ligger på sofaen. Min mave er fyldt ..."

Vild vildere weekend :)

Når uheldet er ude og hele verden føles at falde ned om ørerne på én. Er det rart at mærke hvordan ens nærmeste er omkring en.

Jeg vågner. Kigger på klokken. Kun to timer siden jeg gik i seng. Åreh - Fald nu til ro! Tænker jeg for mig selv. Ligger mig ned og lukker øjnene. Jeg vender mig per refleks for at skifte stilling. Et smertefuldt jag fra mit skinneben minder mig om gårsdagens begivenheder. Årets første konkurrence. Åbent Jyske mesterskaber. Optaktenvar god, opvarmningen, stemningen mavefornemmelsen. Iført ny dragt, nye trænere, velkendte holdkammerater, ny serie. Jeg er klar. Jeg har glædet mig hele ugen. Prøvetiden går godt. Laver de spring jeg skal. Kører for første gang 100%  rytmeserien. Jeg er klar.

Konkurrencen nærmer sig og banespringene er første disciplin. Et spring ud af tre. Fint fint. Jeg er ikke så heldig. Anden disciplin. Trampet. Holdomgang. Jeg hører et højt knæk og en kraftig smerte eksploderer i mit ben. Nu er det slut - ude med mig. Ikke mere gymnastik til mig. Jeg gik glip af sidste disciplin. Rytmeserien. Øv. Som timerne skrider frem af og forskellige læger har inspiceret mit ben er det ikke så slemt som først antaget. En kraftig fiberspringning.

Dagen efter tikker sms'er ind med søde tanker og bekymringer. Jeg smiler ved at så mange har tænkt på mig. En veninde ringer, en anden handler, kommer med film og krykker. En tredje med is og godt selvskab. Det varmer! Hvordan kan jeg ikke holde humøret højt når alle er så søde. Det kan godt være jeg ikke er så mobil, men venner der bekymre sig om mig, det er rart at vide at jeg har.

Sommerfugle

Så vågnede børnene og kunne ikke sove mere. Klokken er otte nul dut. Jeg burde sove mere. Men jeg kan altså ikke! Det er i dag. Hurra. Årets første konkurrence. Åbne jyske mesterskaber. En test mod DM. En test på konditionen, rytmen, springene. Klar. Sommerfuglene har meldt sig i løbet af ugen. Lige når tanken om konkurrencen har meldt sig. Det skal de - ellers stopper jeg. 

Jeg gnider mig i øjet - overvejer om jeg skulle prøve et bad. Pakke en taske, lave en madpakke, børste tænder, ligge makeup. Få tiden til at gå. Tage afsted mod Jylland. Vejen Idrætscenter. De næste to dage skal nok blive springfylldt med oplevelser og erfaring. Woop Woop!

Tiden - tik tak

Tiden er noget underligt noget. Den kan føles langsom, den kan føles hurtig. Men  alligevel går den altid i samme tempo. Min tid flyver af sted, nogen gange så hurtigt at jeg ikke kan følge med. Der er tidspunkter jeg ønsker at jeg kan stoppe op og tænke over tingene inden jeg fortsætter. Det tillader tiden bare ikke. Den fortsætter med mig løbende efter den.

Når man er glad og positiv går tingene glat. Det er nemt at tage tingene med et smil. Skønt. Når man får et slag over nakken, fordi sådan er livet nu også en gang. Kan det føles som at man er slået ned i et hul og man trækker flere og flere ting med ned i hullet. Nogen kommer med flere kilometer i timen lige ned oven fra. BOM lige oven i hovedet. Sikke en bule, man fik i hovedet. Andre er under optræk og man kan være mere forberedt på at de kommer dumpende. Når du prøver at kæmpe dig op af hullet kommer du til at trække flere ting ned i hovedet på dig selv. Denne cirkel kan være svær at bryde. Men til sidst er der så mange ting i hullet at du har fyldt hullet op og du herfra bare kan træde op af hullet og fortsætte jagten på tiden.

Abstrakt tænkt? Måske.
Jeg er ligeglad, for jeg er lige trådt op af mit hul og er klar til at jagte tiden!

Campustorvet

Jeg sidder med min computer. Der er menneskelarm omkring mig. Det myldre med mennesker. Vi skriver den 28. januar. Folk går i grupper. Nogen med en person i en hvis t-shirt i front. Nye studerende på campustorvet. Jeg kan høre på deres snak at denne gruppe der lige har passeret mig er nye medicinere. Universitet vrimler med mennesker til trods for at jeg nu har en uges ferie inden næste semester starter. 

Det er mærkeligt. Pludselig mindes jeg selv tilbage til dengang jeg startede på universitet. Det er 1½ år siden. Tiden går stærkt. Jeg er halvvejs. Jeg kan huske jeg under mit sabbatår var 100%afklaret med at universitetet var bestemt ikke et sted for mig. Men der tog jeg fejl. Det er noget andet end folkeskolen, gymnasiet eller andre former for skoler. Det er meget frit og op til den enkelte hvor meget man vil gøre ud af sit studie. Du er nemlig studerende. Ikke elev. Dette lærte vi også første dag, men dengang tænkte jeg bare at det var noget pjat. Igen blev jeg klogere. Nu vil jeg printe min eksamensopgave og aflevere - nyde en uges ferie og glæde mig til et nyt semester.

Grease

Jeg står foran spejlet

med min mascara i  hånden

Håret sat - kjolen på.

I stuen kan jeg høre fjernsynet.

En velkendt melodi spiller.

Titelsangen til en gammel film

Alle kender den.

Jeg så den først sent.

Melodien minder mig noget.

Jeg trækker på smilebåndet.

"Hallo Olsen!" - et radioprogram

Ring ind og fortæl de pinlige forvrænget sangtekster du troede de sang.

En dame ringer ind og synger:

"I got juuuuuice - på motorvejen, and I'm looooooosing control"

Jeg trækker på smilebåndet.

Titelsangen fra Grease.

Herlig film!

To øl

En ting slog mig lige. I går aftes sad jeg og delte en øl med en gammel ven. Fantastisk. Vi fejrede han var færdigudlært. Vi fik en god snak. Desværre går der lang tid i mellem når vi ses, men når vi så endelig ses. Nedlægger vi hele verdenssituationen og glemmer alt omkring os. Alt bliver drøftet. Lige fra sex, kærester, gamle kollegaer til barndommen, motor og andet vi har fælles interesser om. Vi starter der hvor vi sluttede sidst.

Samtalen i går fik mig til at tænke. Hvorfor går man altid efter en bestemt type når man er single? Nogen går efter en der ligner deres egen fader, nogen finder den utro type, andre en voldlig type. Men hvorfor gør vi det? Hvorfor bliver vi tiltrukket af den samme type? Det er jo ikke fordi man som person render rundt med et skilt blinkende op over hovedet der siger: "hej, jeg er typen der tager alle dine penge og skrider" Eller "hej, jeg vil være dig utro om et halvt år". Det ville være smart hvis de gjorde, så kunne man jo nemt bare styre udenom? Men kan man ikke også bare styre uden om alligevel? Måske man skal være lidt varsom? Hvis man nu kunne bryde ud af sit rollemønster og rent faktisk prøve chancen hos en, som ikke helt er den type man plejer at falde for? Selvfølgelig skal man nok gøre det med omhu, men det kunne måske være en mulighed for at styre uden om den man altid havner med at blive såret af?

Et smil

Eksamen - den betyder det hele når man er studerende. 

Man knokler og knokler læser i en bog. 

Burde man blive klog? 

Jeg giver den i hvert fald et forsøg. 

Jeg læser også til eksamen 

og har endda klaret 2 eksamener i dag. 

Så nu er der kun to igen. 

Hurra for det! 

Når man sidder med hovedet i bøgerne i så mange timer, 

er det sundt at komme lidt ud og prøve noget andet. 

Jeg afveksler med træning. 

Min største frygt overvundet et kvarter før træningen slutter. 

Jeg er stolt.

 Adrenalin helt ud i fingerspidserne. 

Hvor er det vigtigt.

Når jeg sidder og knokler med mine bøger

 og teorien virker tung tænker jeg på i går 

og smilet bryder frem!

kroppens egne veje

Jeg elsker at sove. Sove mange timer i døgnet. Sove når jeg er træt. Sove til en film. Sove sammen med nogen. Sove alene. Sove ude. Sove hjemme. Sove sove sove. Jeg elsker det. Omvendt bliver jeg så fortvivlet når jeg ikke kan. Min krop er egentlig træt. Det kan jeg mærke. Men når jeg ligger mig under dynen. Jeg har slukket lyset. Taget nattøj på og er klar til at sove. Kan jeg ikke. Mine øjne virker tunge, men jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg hverken sover eller er vågen. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Pludselig mærker jeg hvordan min plus pludselig stiger voldsomt. Hvad sker der? Jeg burde ligge med en hvilepuls nu og mit hjerte hamre derud af, som havde jeg spurtet 30m og lavet en dobbeltsalto til blackout i min seng. Men nej - det har jeg ikke. Mine håndflader er fugtige. Fornemmer jeg nervøsitet? Midt om natten? Jeg vender mig rundt og fisker min telefon frem. 02.10 står der på displayet. Jeg gik i seng for halvanden time siden og kan stadig ikke sove? Det begynder at blive en lille smule frustrerende. Jeg vælger at stå op. Normalt når jeg har de her nætter, hvor det er svært at falde i søvn, er det fordi en eksamen venter dagen efter, eller en konkurrence. Ingen af delene er aktuelle. Min første mundtlige eksamen er på torsdag. Det er først om 2 nætter at min krop skal agere sådan her? Hvad sker der? Ingen ved det. Den eneste måde at bekæmpe det på er, at lave noget kedelig så kroppen synes, at nu er den træt nok til at kunne sove. Hvor længe det vil tage? Ja, det vil tiden vise. Skal jeg tælle stjerner? Skal jeg tælle får? Gæt selv. Jeg er startet. 1,2,3,4,5,6,7,8 ..... 9 .... 10 ....11....12,13,14 .... 15 ?

Tjakker hvad for en karen?

I januars vintermørke er der et lille lys. Du må selv bestemme hvad det er. Et stearinlys - en lampe - en projekter - et lyskryds - en gnist - whatever. For mig er det min familie. I går fik jeg besøg. Vi tog en tur i Rosengårds centeret og købte en skijakke til mig. Bagefter tog vi hjem til mig. Rollerne var byttet om. Jeg var vært og det var mig der lavede mad. Sofahygge med kaffe og lakridser, mens maden hyggede sig i oven. En time.  Aftensmaden var vellykket. Flere grin. Udveksling af gamle minder og nye historier skulle fortælles. Længe siden det bare har været os tre. En joke kommer i spil og pludselig under desserten af de lidt syrlige jordbær finder jeg mig selv græde af grin i et godt selvskab. Det er længe siden jeg har haft det så sjovt! Da jeg lukker døren og vinker ud af vinduet og ser den lille bil køre væk i mørket - trækker jeg på smilebåndet. Jeg er fyldt op med ny energi til de lange eksamensdage i januar. I januars vintermørke er der et lille lys. Du må selvbestemme hvad det er. Mit er min familie og det lille lys brænder nu lidt kraftigere end det gjorde før.

Glæden er som et lys

Tænder du et for andre

Vil du se dens glans kastet tilbage på dig selv

Tilfreds - woop woop woop !

Det sitre i mine lårmuskler på vej hjem. Det gør næsten ondt at træde i pedalerne. Selvom jeg har været i bad - koger min krop. Det går dog ganske let da jeg har nogen af følges med. Hjem. Hjem fra træning.
Ind af døren og på hovedet i en sækkestol. En pigefilm i tv, hvilket er årsagen til at jeg kommer alt for sent i seng.  Jeg vågner. Det som om at mine signaler fra hjernen ikke når ud til resten af min krop. Av. Ømheden har overtaget. Velkommen tilbage fra juleferie. En hård træning, men jeg er glad. En, to, tre - op i jumpsuiten, børstetænder og nu opgave! God dag til jer derude!

Fra juletræningen inden julefrokosten i december 2012

Januar er hvad vi har

Hverdagen kalder. 

Facebook vrimler med billeder fra nytåret.

 Bilerne kører forbi ude på gaden. 

1. januar - jeg overlevede.

Et nyt år er foran os. 

Det noget underligt noget at tænke på. 

Det er jo bare en ny dag, ligesom alle de andre. 

Heldigvis bliver dagene lysere. 

Det er jo altid noget vi kan glæde os over.

Januar betyder eksamen hvis man er studerende. 

Det gør den også for mig. 

Så på med handskerne. 

Nu der ikke længere nogen undskyldning for ikke at læse, 

nu er både julen og nytåret overstået. 

Hep hey!

- og i år - der holder jeg mit nytårsfortsæt! 

Bom bom