På vej hjem

Det er søndag morgen. Klokken nærmer sig halv 6. Det er mørkt og blæsende. Egentlig ikke så koldt som jeg troede, dog er jeg glad for mine vanter. Jeg er i ført min arbejdskjole og triller langsomt gennem Vestergade i Odense midtby. Rundt om mig vralter fulde folk omkring mig. To hånd i hånd på vej hjem. En med pizza helt op til ørerne. En tredje der sover krammende op ad en statue. Sikke en brandert. Jeg trækker på smilebåndet. 

Længere fremme passerer jeg en politibil. Ikke unormalt på denne tid af døgnet. De står og snakker med en høj fyr, der snøvler rundt i ordene. Han taler utrolig højt. Jeg triller lige forbi dem. Lykkelig over at jeg må cykle på gågaden på denne tid af døgnet. Mine ben er trætte efter en lang og travlt nat på baren. 

På bænken foran mig ser jeg to skygger. Den ene bevæger sig meget uroligt. Op. Ned. Derefter stopper det. Op. Ned.  Da jeg kommer tættere på hører jeg også en stønnen. Fuld af forargelse, træder jeg i pedalerne og kører direkte forbi. Lige her midt på en offentlig gade. Jeg er helt i chok. Folk omkring mig, virker ikke til at være særlig påvirket af det. De går bare der i deres egen rus.  "De får nok en bøde af politiet" - tænker jeg. Men ak nej - politibilen kører direkte forbi dem, og overhaler mig inden om. Jeg rejser mig op i pedalerne og træder til. Nu skal jeg bare hjem og sove. Væk fra nattens hemmeligheder, fuldskab og hvad der ellers hører til sådan en søndag morgen efter en vild bytur.