Haka feat. Tyroler

Jeg kommer op af trappen. Det summer i mine lår. Mælkesyre i musklen. Min kjole strammer der hvor den plejer. Lige ved armen og kæden er strammet om maven. I kælderen kunne jeg høre mennesker råbe og loftet rystede. Min nysgerrighed drev mig oven på. Da jeg kommer op af den stejle trappe møder jeg et syn af mange mennesker samlet på et sted. Stemningen er intens. Den store gruppe af mennesker står i en stor klynge midt på dansegulvet. Jeg er tvivl om musikken spiller. De råber så højt. I den store gruppe er de alligevel delt op. Nogen i gul andre i grøn - pink? Der bliver råbt, trampet, danset - hånet. En slagsang her og et tramp i gulvet der. Mest af alt minder det mig om en flok dyr der i hver deres flok kæmper om hver sit territorium.

Mens larmen og tankerne opsuger mig, fanger jeg mig selv i at tænke hvordan jeg nemmest baner mig vej forbi den larmende flok af mennesker og om bag min bar. Her kan jeg stå trygt fra de vildbasser af gæster, der morer sig på gulvet. Min plan bliver, at snige mig som et pattedyr, der skal uset forbi rovdyrene, og ind i sin hule. Missionen lykkes og jeg kan ikke lade være med at nyde synet fra baren af den store flok ude på gulvet.  Nye studerende som nyder hinandens selvskab og helt sikkert har en fantastisk aften - og ja måske hvem ved? En god start på studiet. Den kredit må jeg hellere skænke deres skønne tutorer for alt det arbejde. Jeg skælver over til musikanlægget og konstaterer at musikken spiller på normal styrke. Imponerende at de kan råbe så højt - tænker jeg.

Arbejdstimerne er lange, men natten er sjov. Festlig. Jeg nyder at være tilbage i min Heidiskjole og i selvskab med et fantastisk personale, der får tingene til at klappe, når de skal. Da vagten slutter og klokken slår 06.30 kan jeg mærke, at jeg er træt i kroppen, men glæder mig nu alligevel til endnu en nat på arbejde i morgen.

The BOSS

Små Guldkorn

Som jeg sidder på Facebook og stalker alle mine venner. Faldt jeg over dette billede som jeg synes siger rigtig meget. Derfor måtte jeg dele det med jer der læser med herinde;

Koncernfest

Gallatema. Hvad skal jeg tage på? En besked tikker ind på min telefon. Et billede fra Twang. Hun er iført en flot sommerkjole med teksten "Kan jeg have den på?" Jeg svarer:"selvfølgelig kan du det," mens min egen tøjkrise vokser. Skal den være sort eller gul? Jeg åbner skype og til min store overraskelse er min søde lillebror online. Jeg ringer ham op og efter at have gået modeshow i diverse kjoler med x antal sko til - finder vi endelig det outfit der passer bedst. Min gule sommerkjole og mine mørkeblå blanke stiletter. Hår og makeup er intet problem - jeg pakker hurtig en taske og ud af døren med mig.

På baren møder jeg de andre. Jeg har altid haft en svaghed til mænd i jakkesæt. Så at alle drengene vælger at komme i slips, skjorte og jakke gør dem til nogen utrolig flotte kollegaer. Da jeg hilser på de andre piger bliver jeg bekræftiget i at mit valg af kjole var helt rigtigt. Vi er meget farvestrålende og sommerlige. Vi hygger over en breezer og prøver at opdatere hinanden på hvad vi har lavet hver især i løbet af sommeren.

Det er tid til afgang. Abar venter og derefter bussen mod Toldboden i København. Da jeg stiger op i bussen bliver jeg mødt af en meget imødekommende Twang. PIIIIIP - råber hun. Det er en dobbeltdækkerbus. Øverst og forrest sidder mange af mine gamle kollegaer fra Heidis Svendborg. Dejligt at se alle de velkendte ansigter igen. Jeg sætter mig dog nede bagerst i bussen hos mine egne kollegaer, selvom der ikke går længe før jeg fordufter op og drikker en mokai sammen med Matzen og Twang.

Resten af natten står i Awardsshowets tegn med nomineringer på årets bedste bartender, bedste afrydder, barchef osv. To er nomineret fra Heidis Odense. I de efterfølgende timer hygger jeg med dans og drinks. Et sødt smil der og en ekstra dans her.

Tak til alle i Rekom for en fantastisk sjov koncernfest og ikke mindst til mine dejlige kollegaer!

Heidis Regnbuepiger

De lækre Antoner

Utallige glas rødvin senere

En tilstand?

Mine øjne er lukket. Delvist sover. Dybt eller let kan jeg ikke vurdere. Det rumler. Jeg mærker hvordan min krop bevæger sig i små bevægelser. Der er andre mennesker omkring os på sæderne. De sover. Mørket hviler over os og udenfor passere små lys i form af lygtepæle langs vejen. Jeg ligger med hovedet på skrå. En elektricitet går direkte igennem mig. Bløde strøg fra dine fingre. Mit hjerte hamre. Ingen hvile puls. Sover jeg eller er jeg vågen? Jeg mærker nervøsiteten igennem mit åndedræt. Bemærker du dem?

Jeg skifter stilling. Krummer mig helt sammen på sædet. Ligger mig ned. Hovedet på dit skød. Det kilder i mit hår. Elektrisk. Dejligt og specielt. Hjertet banker. Kan du mærke det? Kuldegysning. Jeg ved ikke om jeg sover eller er vågen. Mørket. Der er trukket for ved vinduet. Mit hoved hviler blødt på dit lår. Jeg mærker hvordan det bliver tungere. Er det en drøm eller virkelighed? En fantasi? Jeg drages imod dig. Jeg er lige glad. Nyder nuet. Det er der livet er bedst uanset hvilken verden man befinder sig i. Nyd det.

Hver en følelse af lykke strømmer gennem min krop. Jeg varmes selvom det blæser med kold luft fra bussens loft. Jeg tiltrækkes. Spænding. Det kilder i maven. Drømmer jeg? Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Jeg føler mig tryg. Trods mine lukkede øjne, støjen omkring os og bussens bevægelser fra side til side. Om jeg er vågen eller om jeg drømmer - hvad gør det? Følelsen af lykke varmer og giver en fornyet energi.

Højt at flyve

Jeg sidder i sædet. Det trykker i mine øre. Jeg udligner. Kigger ud af vinduet. En konstant summen for ørerne. Det larmer. Udenfor ser jeg mørke brudt af små lys. Nogen danner mønstre andre gør ikke. Kun fantasien sætter grænser. Lugten er speciel. Men det er den samme lugt uanset hvilken én man tager. Om den er stor eller lille. 

Det trykker igen i hovedet og jeg udligner trykket. Størrelsen på lysene og larmen fra motoren afslører at vi er ved at nærme os. Jeg mærker spændningen stiger i maven. Uh jeg er spændt. Motoren arbejder hurtigere. Jeg ser ud på vingen. Jeg kan kun ane den pga det røde lys. 

Jeg hårdt bump standser mine tanker. Der ramte vi jorden. Jeg høre klapsalver bag mig og jeg trækker på smilebåndet. Jeg synes det virker så åndsvagt at klappe af piloten. Han gør jo bare sit arbejde. I løbet af den sidste uge i Tyrkiet har jeg lært at det er god kutyme at give drikkepenge. Skal piloten så ikke have drikkepenge istedet for de klapsalver han alligevel ikke kan høre? Mærkelige tanker. 

Ud af vinduet ser jeg, at vi stille ruller ind ved den terminal vi skal til. Billund lufthavn er sød og lille. Halvanden time forsinket. Jeg mærker trætheden bag mine øjne. Nu er jeg endelig i Danmark. Næste stop - min kuffert og derefter hjem.

På ferie med K

Solen skinner. Det brænder på min hud. Det stikker. Jeg ligger helt afslappet. Bikini klar. Jeg løfter hovedet. K er hoppet i poolen. Det sprøjter lidt. Jeg bliver fristet. Jeg skæver over i skyggen til termometret. 43 grader. Krise. Jeg rejser mig. Jeg mærker dvaskheden. Jeg stikker fødderne i poolen. Det er koldt og alligevel ikke. Badevandet. Det er blåt og klart. Jeg sætter mig på kanten. Jeg bemærker mine trusser bliver våde af vandet som løber langs risten. Derefter glider jeg stille ned i vandet. 150 cm dybt. Det er afkølende og rart på samme tid.

To piger svømmer forbi. Badevinger med Hello Kitty. De griner. "Hvad laver i?" spørger de. "Ingenting" svarer vi. "Hvad laver i?" "Ingenting" gentager de. De griner og hopper op på kanten. En plastik kop er det interessante legetøj lige nu. De sprøjter på hinanden. Jeg vender mig med maven mod kanten og kigger på K. Pludselig mærker jeg kolde vandsprøjt oppefra ramme mit hår. Jeg vender mig om. "Laver I ingenting nu?" "Neeeej" griner pigerne. "Hvad laver i så?" mens jeg gnider vandet væk fra øjnene. "Ingenting" svarer de i munden på hinanden mens de griner.

En ældre mand plumper i vandet ved min side. "Åååreh" stønner han, mens vanddråberne perler i hans overskæg. "Årrrh" stønner han igen. "Det er dejligt skat." Jeg ser op og ser en dame på ca. samme alder træde varsom ned af stigen. Jeg tvinger mig selv til at holde mit smil tilbage. Jeg svømmer over i hjørnet af poolen. Observerer dem. Ligesom de er kommet ned kravler de ud af poolen igen. Sætter sig dryppende på håndklædet og stønner endnu en gang. "Åååreh skat, det her er dejligt" De rejser sig og bevæger sig op mod baren. Hans våde badeshorts slasker ind langs han lår. Vandet driver ned langs hans rynkede ben. De bestiller en øl i baren.

Man møder sære, sjove og underholdende mennesker når man er ude at rejse. Jeg elsker at observere mennesker. På en café, restaurant eller som i dette tilfælde ved poolen på ferie med K. Mange er langt fra hvad jeg troede fandtes af typer og nogen kan jeg spejle mig selv i. Lærerigt og sjovt. En ting jeg kun kan opfordre andre at gøre. Det kan udvikle sig til en leg.

Lige nu og lige her

Jeg har intet på hjerte. Min skrivelyst er gået i stå. Sådan sker det for en hver sjæl. Jeg kigger ud af vinduet - tænker en tanke. Skriver få ord, men sletter dem igen. En følelse af tomhed? I kalenderen ved min side står der Tandlæge kl 10.00. Skal jeg skrive om det? Jeg lader mine fingre danse hen over tastaturet. Jeg læser de sorte bogstaver på skærmen for derefter at slette dem igen.

Sommeren er stadig over os. Eller i hvert fald årstiden. Jeg har stadig ferie inden universitet starter op igen. Hvad skal jeg lave? Jeg arbejder i bamseland. Tager en spontan tur til Tyrkiet. Forbereder mig på det at være tutor. Arbejder lidt mere. Penge i lommen. 

Tiden flyver af sted og alligevel ikke. Jeg savner Fyn når jeg er på Sjælland og jeg savner Sjælland når jeg er på Fyn. Sådan tror jeg alle "tilflyttere" har det. To verdener der aldrig rigtig mødes. Og så alligevel. Når jeg er på Fyn er jeg Mariah - når jeg er på Sjælland er jeg Mariah. Det eneste som giver en forskel er dem omkring mig. Folk jeg holder af. 

For at bryde tomheden nyder jeg nuet, sekundet, minuttet, timen, øjeblikket. I nuet bryder jeg tomheden, bryder min skrivekrise og skriver alligevel. 

Der var hul i kalenderen

"Der er huuuuuuuuuul i kalenderen - kære Annebeth - kære Annebeth. Der er huuuuuuuuuul i kalenderen - et hul! Jeg skal lææææææææææse kære Kristian - kære Kristian. Jeg skal læææææææse kære Kristian - på tal!"

Folk griner rundt omkring mig. Stemningen er god. Jeg sidder selv med et smil på læben. Vi sidder ved runde borde. 10 mand ved hver. Dog sidder vi kun 3 piger ved mit i øjeblikket. Resten står oppe ved scenen og synger. Det er gommens kollegaer der er i gang med deres indslag. Jeg kigger på uret. 23.54 tiden nærmer sig så småt 00.00 og brudevals. Ja, jeg er til endnu et bryllup i år. Det vrimler med kærlighed. Det oser. Specielt fra det flotte brudepar i aften. 

"Hvorfooooooor skal du læse? kære Annebeth - kære Annebeth. Hvorfoooooor skal du læse? Hvorfor? Vi bliver riiiiiiiige - kære Kristian - kære Kristian. Vi bliver riiiiiiiige." 

Mere hører jeg ikke da min egen latter overdøver indslaget. I nuet suger jeg stemningen til mig. Starinlysene på bordene. Duften af mad. Vinen i mit glas. Latteren hos de andre gæster. Morskab og sammenvær. En smuk begivenhed. Et stor øjeblik i specielt brudeparrets liv. Lidt mærkværdigt at se sine veninder blive gift. En følelse indeni mig vækkes. Burde jeg have travlt med at finde en til at have bryllup med? Min konklusion bliver hurtigt et nej. Jeg glemmer hurtig alderen og tidspunktet i livet er en vigtig faktor - og den har jeg jo slet ikke taget i betragtning i forhold til min indre panik. Jeg er rolig igen. Smiler og nyder glæden, lykken og kærligheden oppe fra højbordet. 

Gymnastikpigerne samlet til kaffe og kage i haven

PIP

Jeg sidder stille i natten. Himmelen er stadig lys, selvom her er mørkt. Vi sidder omkring bordet. Duften af røg kilder i næsen. Vi har tændt bål. Flammernes skær. Ildens former. Jeg fanger mig selv i at beundre dem. Snakken går. Lige nu er jeg fjern. Jeg er tilstede og alligevel ikke. Jeg bemærker kun dig. Du sidder overfor mig. På den anden side af bordet. I det fjerne høre jeg min far grine af sin egen fortælling. Barndomsminder. Du smiler. Jeg nyder det. Et halvt år er gået. Det føles rigtigt.

Lige i nuet føles det ikke som at vi har været adskilt så længe. Men når tankerne får frit løb og at snakken bare går fortæller det at der alligevel er sket en masse i den tid vi ikke har været sammen. Du ligner dig selv. Bare med lidt længere hår og lidt mere farve på kroppen. Dit smil er det samme. Dit accent er det samme. Du er den samme. Selvom du er en masse oplevelser og erfaring rigere. Det klær' dig.

Jeg griber mig selv i at smile mens vi går hjem gennem natten. Gennem byen. Jeg hviler i mig selv. Du er hjemme. Jeg er glad og lykkelig over at jeg er den første som får lov at nyde af dit selvskab. PIP