Med Gøg og Gokke på Kanotur

Første dag i min sommerferie. Hvorfor ikke bruge den på min bedste veninde Eli? Klokken er 10 og vi befinder os på Odense Havn. Det er overskyet og det blæser. Hvad er det vi har rodet os ud i? Vi bevæger os ned af havnen. Griiner. Kanotur. Vi finder manden med en kanoerne. Vi sætter den i vandet og tjuhej hvor det går. Vinden er hård og vi betvivler vores fantastiske idé. Vi ligger os i læ siden og med vinden i ryggen går det stærkt.

Vi sejler og sejler og vi tvivler på hvilken vej vi skal. Men som timerne flyver afsted kommer solen stille frem bag skyerne og pigesnakken kører derud af. Omgivelserne går fra at være industri-agtig til idylisk med siv og grønne marker. Vi møder køer - og som de to københavnere vi er, stopper vi selvfølgelig op og beundre dem. "Se den der - den har stadig uld på". To københavnere på tur. Gøg og gokke. Zik zak på åen de første par meter. Grin.

Til frokost flyver en redningsvest i vandet, og det sætter gang i lattermusklerne igen. Vi fortsætter op ad åen og møder en udfordring i form af en træstamme som ligger tværs over åen. "Den tager vi bare i et huk. Vi skal bare have nok fart  på." Ja ja, vi tager tilløb og padler så hurtig vi kan. Kanoen får fart på og det går. Eller næsten. Kanoen har kurs mod et træ og kanoen stopper bradt på midten. Eli sidder forrest. Knækket forover af grin og overfaldet af nogle store grene. Jeg sidder bag i med overkroppen halvt udover siden kvalt i grin. Med hiv, træk, og samarbejde kommer resten af kanoen igennem og vi fortsætter op af åen. "Der er kun én vej, og det er frem af".

Klokken 8 aften er vi endelig tilbage i Odense Havn. Mine arme er kilometer lange og mine led gør ondt. Mit ansigt brænder af solens stråler. Men det hele værd. Jeg smider mig på sofaen, da jeg kommer hjem. Jeg græder næsten over smerterne i mine led. Men ved tanken om de geniale øjeblikke fra dagen vender mit humør og jeg finder mig selv grine på sofaen. Skøn dag, med en fantastisk veninde!