Odense Havn

En lørdag aften uden arbejde? Det er første gang i lang tid. I hvert fald hvor jeg ikke har haft nogen planer. Men igår var der jo masser af underholdning i fjernen. Både fodbold og boksning. Hvad skal jeg dog vælge? For nogens vedkomne er det indlysende at det er fodboldfinalen der trækker mest og sidder sammen og hygger om det. Jeg? Tja, jeg ved det ikke.

Det er eftermiddag og jeg ligger på sofaen. Min krop er træt og udkørt efter to nætter på Heidis. Jeg zapper rundt mellem kanalerne samtidig med jeg nyder solen skinner på mig fra vinduet. Optakt til Mikkel Kessler og Allan Green. Det er da egentlig meget spændende det han Jens Dorf står og snakker om. Kunne være jeg skulle se lidt boksning? Jeg hopper ud i køkkenet og laver lidt mad og begynder mig så småt at glæde mig. Da maden er færdig bliver jeg slemt skuffet. Jeg skal betale for at se boksning. Åh! Jeg spiser min mad i stilhed og jeg kan mærke trætheden spiller en stor faktor for hvor sur jeg er. L kommer ned i stuen. Springer rundt og er fuld af energi. Hun øver serie. En lille pivo der og lidt øvelser her. Jeg betragter hende og tager mig selv i at smile. Lidt komisk er det. L stopper op midt i en øvelse for at løbe ned i den anden ende at stuen for at få mere plads til at fortsætte. Jeg følger stadig med på fjernen. Dog kan jeg ikke lade være med at rette L.

Pludselig får vi den geniale idé. Vi tager da ned på havnen. Der er jo meget mere plads. Spontanitet. Jeg elsker det. Jeg dropper alle planer om hygge foran fjernen med uglet hår og te. Jeg trækker i løbebukserne og smider håret op. Med et kamera i hånden løber vi ned på havnen. L får øvet rigtig meget og vi får rettet en del. Tiden flyver. Vi øver og øver. Tager billeder af momenter og himmelen bag os bliver mørkere. Lyset tændes nede på havnen. Hyggeligt. Midt i en håndstand bliver seriemusikken overdøvet af 7 knallerter som drøner hen over basketbanen. Det er nogen hårde typer. Ikke særlig gamle. Der er endda en knallert hvor de sidder to på. Jeg mærker nervøsiteten både fra L men også fra mig selv. Sidst jeg mødte sådan en flok stjal de min taske. Bøller!

De bliver dog hurtig glemt og vi fortsætter arbejdet. Vi stopper først da lyset bliver slukket på havnen. Det er først nu det går op for os hvor længe vi har været ude. Vi er uden mobiler. På kameraet kan vi se at vi har været igang i små 2 timer. Vi pakker sammen og løber langsomt hjem gennem mørket. 

Jeg er faktisk på billedet