I skovens dybe stille ro ..

Jeg går på en mørk sti. Træer og buske våger over mig fra begge sider af stien. Gruset knaser under mine fødder.Jeg læner hovedet tilbage og ser op mod den stjernefyldte himmel. Den lyser op på magisk vis. Jeg nyder stilheden og duften af fugt. Stien er våd. Det har lige regnet. Luftfugtigheden er høj og mit hår klistre klamt til mit ansigt. Jeg stopper op og lukker øjnene. Jeg observerer hver en lyd. En ugle der hyler en mus der kraser i jordbunden. Duften. Jeg åbner øjnene og bliver mindet om hvad jeg skal. Jeg begynder at gå. Et skridt foran det andet. Mine nikefreesko lyser op. De skinner ekstra fordi de er våde.

Tankerne flyver omkring mig. Eksamen. Forventninger. Bekymringer. DM. Min træning. Min egne forventninger, mit holds forventerninger, min træners forventninger. Når jeg at blive klar? Eksamen. Får jeg læst nok? Når jeg at aflevere det jeg skal? Er jeg for presset? Arbejde. Har jeg nu tid til det? Burde jeg prioritere anderledes? Min tankestrøm bliver pludselig afbrudt af lyden af fodtrin. Jeg vender mig rundt og ser mig tilbage. Jeg ser ingen. Mit hjerte begynder så småt at banke hurtigere og adrenalinen pumper langsomt rundt i kroppen. På et sekund er jeg trådt ud af min afslappede trance og er nu fuldt ud opmærksom på hvad der sker omkring mig. Jeg står helt stille i håb om en ny lyd kan give mig et hint om hvad der sker. Sekunderne føles uendelige. Uden fornemmesle af tid beslutter jeg mig for at gå videre. Jeg mærker de små hår rejser sig i nakken. Paranoia. Jeg ser mig hele tiden tilbage over skulderen. Prøver at overbevise mig selv om det bare er fantasi. Pludselig hører jeg lyden igen. Denne gang mærker jeg gåsehuden på mine arme under min jakke. Frygt. Mine øjne der efterhånden ser godt i mørket ser intet. Jeg konstatere at vejen er tom bag mig. Buskene ligner små monster i nattens mørke. Jeg begynder at gå baglæns mens min opmærksomhed er rettet mod de mørke buske. Pludselig støder jeg ind noget blødt. Det giver et sæt i mig. Det føles som et koldt skud blod bliver skudt rundt i min krop. Jeg mærker noget tungt på min skulder. Forskrækket. Min puls kører derud af. Jeg sætter i løb uden at se mig tilbage. Mine øjne løber i vand pga. den kolde luft. Bange.

Jeg føler mig forfulgt. Det ene ben foran det andet. Frygt. Forpustet. Jeg gisper efter vejret. Efter et par hundrede meter vender jeg hovedet bagud for at give mig selv en status på situationen. Jeg ser en mørk skikkelse der er lige i hælene på mig. Jeg er drejet væk fra stien. Jeg snubler. Jeg ligger mig så lang jeg er i det våde græs. Jeg kan mærke mit hoved rammer noget hårdt.

Jeg åbner øjnene. Jeg rejser mig forvildet op. Jeg er indenfor og ligger halvt udover sengen. Det er lyst uden for. Forvirret. Jeg ser op på uret. 14.30. Jeg er badet i sved. Jeg tager mig til hovedet. Min pande er øm. En bule. Da jeg får pulsen ned og kommer til mig selv smiler jeg. Hvilket mareridt af en morfar. Jeg tørre panden af med min håndryg og konstaterer at jeg ikke skal snuse 5 min mere. Jeg sætter mig ind i stuen og tænder min computer. Synopsis - nu er det dig og jeg endtil vi er færdige.