En tabt kamp

Aggressioner. En kamp jeg føler jeg har tabt på forhånd. Inderst inde kæmper jeg med mig selv. Jeg er stærk. Ønsker ikke at give op. Sur, vred, fortabt. Aldrig har jeg mødt et menneske, som er så svær. Min fornuft fortæller mig, at jeg skal tage en konfrontation. På den anden side føler jeg ikke, at jeg vil opnå noget positivt ved det. Det er som om jeg ikke kan komme ind under huden. Kynisk. Han er kynisk. Jeg er vred. Det bobler inden i mig. Mine øjne bliver små og skulende bare ved tanken om ham.

Han har ingen idé om hvad der sker omkring ham. Sidst jeg smækkede virkeligheden op i ansigtet på ham, som også involverede mine følelser – pralede det bare af. Koldt og kynisk. Han besidder en rolig stemme, der virker forstående. I øjeblikket er man lettet. End til virkelighed igen banker på. Smask lige der i dit ansigt. Han har ikke gjort noget ved problemet! Forsømt og skuffet.

Egoistisk! Det er ordet. Det går op i CV – og præstige. Facade. Overfor os. Forældre. Børn. Sat uddannelse på standby. 1,2,3,4,5 ja, hvem ved? Måske fler? … Bolde i luften. På en gang. Ingen tryllekunster. Kun mennesker. Såret. Ikke kun mig, men også de nærmeste. Han ser det ikke. Struds. Han stikker hovedet i busken væk fra alle problemerne, kigger kun op i tide og utide. I håb om problemerne løser sig. Der står vi andre. Kæmpet en kamp i slagmarken og han bemærker det ikke engang. Han tager bare æren.

Jeg har en mulighed. At gå. Melde mig ud. Men for mig er det at give op. Dette er en bevidst kamp, som ikke umildbart kan vindes. En tabt kamp. Jeg giver ikke op. Håb. Aggressioner. Gennem det sidste år er de blevet en del af mig. Derfor vil jeg holde på hver en af dem. Kæmpe for dem. Få ham til at indse. At det er menneskeligt at fejle.