Stor i en Storby

En forvirret morgen. Jeg kommer ned af trappen. Storbyens larm. Jeg lukker øjnene. Jeg nyder det. Bilerne kører forbi ude på gaden. Det blæser lidt. En hjemlig følelse rammer mig. Jeg møder de andre. Vores lektor står over i hjørnet. Han snakker. Jeg hører ikke efter. Jeg er optaget af bilernes larm, lugten af diesel og storbylivet. Jeg er i Berlin. På studietur. I godt selvskab. 

Jeg har aldrig været her før. Alt virker fremmet. Luften, lugten, stemningen, sproget og selv menneskerne på gaden. Vi går ned af trapperne til U-bahnen. Der er forvirring på perronen. Vi er 60 mand som skal på byvandring med Hans. Der er kaos med biletter, automater og sedler. Jeg ser mit snit til at veksle mine 10 euro i en lille kiosk nær sporet. Et skummelt lille sted, men med en rar smilende sorthåret mand.

Perronen sprudler af liv. En travl tysker i sit jakkesæt løber langs perronen for at nå at stemple sin billet. Slipset flagrer omkring hans ene øre. Jeg bemærker hans brune krøller. De hopper op og ned mens han løber. Jeg griber mig selv i at smile, da han minder mig om en hjemmefra.

Efter lidt tid og forvirring står jeg med min tyske togbillet i hånden og løber hastigt efter den lille kineser og ham den rødhåret, for at nå toget. Jeg når lige inden for dørene, inden de lukker. Vi sætter os ned. Jeg kigger ud af vinduet, og ser resten af dem jeg kender forsvinde bag mig, mens toget kører ud af stationen.  Der er nogen stop før vi skal af. Toget er meget anderledes end metroen, som jeg kender hjemme fra København.

Toget stopper ved en station. Ud af det blå springer der tre mand ind i toget. De er alle klædt i laset tøj. Den ene har en saxofon om halsen den anden en trompet. De er meget beskidte. ”Gad vide hvornår de sidst har haft et bad?” Tænker jeg. På en brøkdel af et sekund flyver der musik ud af en lille ghettoblaster. De spiller lystigt og klapper i hænderne. En følelse af forlegenhed rammer mig. Jeg mærker mine kinder rødmer og jeg vender ufrivilligt ryggen til dem. Jeg ser på den lille kineser. Hun trækker ikke en mine og ham den rødhårede sender mig et par øjne der fortæller mig:” jeg ved hvad du tænker.” En lille dreng på en otte år går rundt med et papkrus og tigger om penge for underholdningen. Han er ligeså beskidt som de to andre og har endda endnu mere laset tøj på. Som den storbypige jeg er, der er vokset op i de to storbyer som København og Beijing, rør det mig ikke. Medlidenhedstrick. Toget kører nu ind på næste station og ligeså hurtig som de poppede ind i mit liv, er de væk igen. Toget lukker dørene og vi kører videre.  

De to mænd