Stazi und Nazi

Vækkeuret ringer. Min reaktion er langsom. Jeg kom i seng for 3 timer siden. Pyha det kan jeg godt mærke. Det er hårdt. Mine muskler er ømme. Dans. Høj musik. Jeg smiler ved små flash backs gennem mit hoved fra gårsdagens fest i Berlin. Diskotek Matrix. Heldigvis ingen tømmermænd. I dag trak jeg det gode kort. Det kan betale sig at drikke ren redbull ,når andre drikker det med vodka.  Redbull gir’ dig vinger. Så sandt så sandt.

Tredje dag i Berlin. Hjem i morgen. Trods 3 timers søvn skal vi ud og se Stazi-museet. ”Er du en konge om natten, skal du også være konge om dagen” har min mor lært mig. Så Vamme og jeg står friskt op. Tøj på. Morgenmad. Bussen er varm. Morgen trafik. Underholdningen er historier fra i går som fortælles på kryds og tværs i bussen. Platte jokes. Grin. Vi hygger.

Vi ankommer til en meget stor, kedelig og grå klods af en bygning. Vi går om til hovedindgangen. Vi er 15 som er mødt op. Vi bliver bedt om at vente udenfor indgangen. Det blæser, og jeg fryser. Jeg savner mit halstørklæde, som jeg glemte hjemme på værelset. Øv. Jeg ser rundt på mine kammerater. De bærer næsten alle solbriller. Håret er uglet, men vi hygger med en cola i hånden. Nogen fordriver tiden med at tage billeder, af den kedelige bygning, og andre hænger op ad hinanden.

Endelig må vi komme ind. Vi står længe i entréen og ser på en model over bygningerne. En guide byder os velkommen på gebrokken tysk. Vi står længe og lytter. Jeg er positivt overrasket over mit tysk, tænker jeg efter adskillige minutter.  Lige end til jeg opdager, at guiden ikke taler tysk men engelsk med et twist af meget tysk accent. Jeg hører folk omkring mig smågrine. Mon de tænker det samme som mig?

Efter en lang lang tale i forhallen går vi en etage op. Museet er meget lyst. Hvid maling på væggene, pyntet med Stazi tegn i alle afskygninger.  Jeg ser rundt i rummene og glemmer helt at lytte til guiden. Historien om Stazi finder jeg spændende, men en del udfordrende at koncentrere sig om på så lidt søvn. Sprogkomplikationer. Jeg er heldigvis ikke den eneste, kan jeg konstatere. Guiden kan dårligt engelsk, og gloser bliver forvekslet som diary og diaré. Mange fniser i krogende og finder det ret morsomt. En af drengene bliver også udfordret. Der er pludselig helt stille i rummet. Pinlig tavshed. Guiden står og kigger intenst på os, som havde hun stillet et spørgsmål. Hun spørger endnu en gang en af drengene om han forstår. Han svarer:” Yes, I understand. Shall I repeat it for you?” Stemningen er trykket. Jeg har en trang til at smile, men kæmper for ikke at bryde ud i et latteranfald. Et stadie af overtræthed rammer mig. Mine øjenlåg virker pludselig meget tunge. Jeg fordufter stille ud på gangen. Koncentrationen er væk.Jeg ser mig omkring. Mine fødder tager et skridt foran det andet. Jeg tænker ikke. Ikke før jeg bliver ramt af solens lys. Det skær i øjnene. Jeg er uden for. Jeg smider mig i græsset med en pølse. Jeg er jo i Berlin foran Stazi. 

Guiden

Påklædningsdukker fra dengang

Dyb koncentration. 

De mange etager på museet