Jeg vågner ved et sæt, ved en masse støj. Hvor er jeg? Nå, jo. Klir klir klir. Puha. Jeg åbner øjnene og rejser mig op. BANG! Der blev jeg mødt af hovedpinen og svimmelheden. Jeg ligger mig ned i frustration over Irma ordner flasker på en onsdag morgen. Klokken er otte, og jeg har kun fået en halv times søvn. Ved siden af mig ligger mine to kollegaer. De er lige så frustreret over larmen. Jeg rækker ud efter vandflasken i vindueskarmen. Jeg åbner flasken, og lader vanddråberne slukke min tørst. Jeg mærker det kolde vand komme mellem mine læber, ind i munden og videre ned gennem min hals. Hvilken befrielse. Med hovedet på puden snurrer hele værelset som en karrusel. Puha ha. Stop nu, så jeg kan få lidt ro. Jeg er endelig trådt ud af min ”nonalcoholic boble”. For en stund. Tømmermændene kommer væltende. Pyha. Jeg sku være gået hjem noget før, siger jeg til mig selv.
Aftenen starter med, at M og jeg går ud og spiser. Veninde hygge. Endnu et forsømt venskab der skal plejes, mens jeg er hjemme på mit elskede Sjælland. Vi er på Dalle Valle. Restauranten bugner af mennesker. Unge som gamle. Vi sidder ved vinduet. Jeg kan mærke, at det trækker fra døren. Vi chatter om løst og fast, mens vi venter på maden. En rødhåret tjener kommer med vores drikkevarer. Mmh – hindbær saft med lime og mynte. Dernæst kommer maden. Vi spiser os hurtig mætte, da portionerne er store nok.
Efter Dalle Valle beslutter vi os for at gå på bar. Først sikrer vi os, at M’s cykel holder ved hendes arbejde. Det gør den. Dernæst bevæger vi os ned mod Heidis. København summer af liv. Selvom klokken er hen på aftenen, og det er tirsdag. Mørket er faldet på. Vi træder ned af de små trappetrin og indenfor. Vi bliver mødt af en smilende bartender. Han står og tripper bag baren, mens vi bestemmer os for, hvad vi skal have at drikke. Jeg tror gerne han vil se kampen. Der er ingen musik. Kun lyden fra tv’et, som spreder en hyggelig fodboldstemning i den lille mørke kælder. Vi ender med en Sommersby hver og et raflebægre med to terninger.
Det næste jeg ved, er Mc Donalds og cheeseburger. På vejen hjem spotter jeg hurtigt en taxa. Taxamanden er ikke tilfreds med, at vi har mad med ind i hans nye bil. Jeg kigger ud af vinduet. Morgens lys er ved at brede sig over himmelen. Mine øjne er tunge og svære at se ud af. Jeg holder godt fast i min pose og min cheeseburger. Jeg vælter op af trapperne. I dag takker jeg for, at der både var en blød væg til at tage imod og et noget usamarbejdsvillig gelænder på den anden. Klokken er nu 07.30. Jeg smider mig på sengen. Lukker mine øjne. Alt snurrer, men jeg overgiver mig.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar