Fra Odense til Svendborg

Jeg elsker det! Den bibbende lyd når døren lukker. Lyden når det bliver sat i gang. Atmosfæren. Lugten. Lydene. De er forskellige. Hver en rejse er unik. Personalet. De andre. Sæderne. Graffitien, som egentlig er hærværk, har sin charme. Toget. Du kan være heldig at have hele togvognen for dig selv eller stå sammenklemt mellem alle andre fremmede du ikke kender. Alligevel har i noget til fælles. Toget.

Denne gang hedder destinationen Svendborg. Arbejde. Jeg sætter mig op i den forreste del af toget med ansigtet mod køreretningen. Jeg har musik i ørene. Jeg befinder mig i min helt egen verden. Jeg tager jakken af og ligger den over mine ben, ligger hovedet på skrå så jeg kan lade op til aftenens strabasser.

En ung gut med lyst hår kommer ind i toget. Han er smilende. Han sætter sig skråt over for mig. Jeg ser kort på ham og derefter ud af vinduet. Toget sætter i gang. Stille observerer jeg at vi ruller ud af Odense med baggrundsmusik i mine øre. Tankerne flyver rundt. I trance.

"Næste station - Ringe" er det næste som tager min opmærksomhed. Jeg kigger op og bemærker at fyren med det lyse hår kigger på mig. "Brude vi to ikke tale sammen" spørger han så. En milliard tanker ophober sig i mit hoved. Forvirret. Burde jeg kende ham? Jeg stempler ham som mærkelig. "øhh tjae" fremstammer jeg og tager den ene høretelefon ud af mit øre. "Hvorfor ser du så sur ud - fortsætter han" Hvad bilder han sig ind, tænker jeg. Mig, Sur? Offensivt. "Jeg er nok træt" får jeg svaret. "Kan du ikke huske, at jeg var hjemme ved jer i sidste weekend?" Nu rabler det da for ham, tænker jeg. Mens jeg ihærdigt prøver at huske hvad jeg lavede i sidste weekend. "Du hedder Ann-Britt ikk?" Aha! Der var den! "Nej det gør jeg ikke og trækker på smilebåndet" En meget pinlig tavshed opstår. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige eller gøre af mig selv. Toget og situationen har låst os sammen her i nuet. Jeg kan ikke holde mit grin tilbage. Efter et langt forsøg på at overbevise mig om at jeg hedder Ann-Britt, strækker sig fra Kværndrup til Stenstrup Syd. Må han give op. Jeg trumfer og ligger låg på diskussionen ved at vise mit kørekort. Den er god nok. Jeg hedder stadig Maria - ligesom da jeg sidst tjekkede det.

Resten af turen mod Svendborg er lang og følelser som pinlig- og flovhed hænger tydeligt i luften. Han fik mig dog til at smile. Denne gang fik jeg et smil udefra. Når man smiler til verdenen, smiler den igen. Det gjorde den i dag og jeg fik en god historie ud af det. Man burde køre mere i tog!