Fra Odense til Svendborg

Jeg elsker det! Den bibbende lyd når døren lukker. Lyden når det bliver sat i gang. Atmosfæren. Lugten. Lydene. De er forskellige. Hver en rejse er unik. Personalet. De andre. Sæderne. Graffitien, som egentlig er hærværk, har sin charme. Toget. Du kan være heldig at have hele togvognen for dig selv eller stå sammenklemt mellem alle andre fremmede du ikke kender. Alligevel har i noget til fælles. Toget.

Denne gang hedder destinationen Svendborg. Arbejde. Jeg sætter mig op i den forreste del af toget med ansigtet mod køreretningen. Jeg har musik i ørene. Jeg befinder mig i min helt egen verden. Jeg tager jakken af og ligger den over mine ben, ligger hovedet på skrå så jeg kan lade op til aftenens strabasser.

En ung gut med lyst hår kommer ind i toget. Han er smilende. Han sætter sig skråt over for mig. Jeg ser kort på ham og derefter ud af vinduet. Toget sætter i gang. Stille observerer jeg at vi ruller ud af Odense med baggrundsmusik i mine øre. Tankerne flyver rundt. I trance.

"Næste station - Ringe" er det næste som tager min opmærksomhed. Jeg kigger op og bemærker at fyren med det lyse hår kigger på mig. "Brude vi to ikke tale sammen" spørger han så. En milliard tanker ophober sig i mit hoved. Forvirret. Burde jeg kende ham? Jeg stempler ham som mærkelig. "øhh tjae" fremstammer jeg og tager den ene høretelefon ud af mit øre. "Hvorfor ser du så sur ud - fortsætter han" Hvad bilder han sig ind, tænker jeg. Mig, Sur? Offensivt. "Jeg er nok træt" får jeg svaret. "Kan du ikke huske, at jeg var hjemme ved jer i sidste weekend?" Nu rabler det da for ham, tænker jeg. Mens jeg ihærdigt prøver at huske hvad jeg lavede i sidste weekend. "Du hedder Ann-Britt ikk?" Aha! Der var den! "Nej det gør jeg ikke og trækker på smilebåndet" En meget pinlig tavshed opstår. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige eller gøre af mig selv. Toget og situationen har låst os sammen her i nuet. Jeg kan ikke holde mit grin tilbage. Efter et langt forsøg på at overbevise mig om at jeg hedder Ann-Britt, strækker sig fra Kværndrup til Stenstrup Syd. Må han give op. Jeg trumfer og ligger låg på diskussionen ved at vise mit kørekort. Den er god nok. Jeg hedder stadig Maria - ligesom da jeg sidst tjekkede det.

Resten af turen mod Svendborg er lang og følelser som pinlig- og flovhed hænger tydeligt i luften. Han fik mig dog til at smile. Denne gang fik jeg et smil udefra. Når man smiler til verdenen, smiler den igen. Det gjorde den i dag og jeg fik en god historie ud af det. Man burde køre mere i tog!

Et fantastisk møde.

Jeg ved ikke noget bedre, når jeg bruger min tid på en nær veninde. Trygheden ved at betro sig til en, som man er sikker på, holder på dine hemmeliger, er fantastik. Jeg hviler i mig selv, når jeg er sammen med hende. Jeg står op tidligt og cykler ud på universitetet for at skrive opgave. En sms. "Jeg har behov for at snakke med dig". Jeg kan mærke spændingen stiger. Min mave kramper lidt og jeg fornemmer en snert af nervøsitet. Jeg vælter tilbage i min fordybelse sammen med min studiegruppe.

Klokken bliver 13. Jeg er færdig. Jeg mødes med dig ude foran hovedindgangen. Du ligger på trappen, på maven og benene i vejret. Jeg smiler. Du har vores lilla holdtrøje  på. En ro sænker sig over mig for hvert skridt jeg tager i mod dig. Du ser mig. Vi går tilbage og ind på universitetet. Vi sætter os på gulvet. Jeg mærker hvordan overfladen af min hud på mine lår bliver kolde pga. det kolde gulv.

Snakken går. Klokken slår. Tiden flyver afsted. Jeg nyder dit nærvær. Tryghed. Her har jeg fundet mig en sand veninde. Eli - tak fordi du er den du er.

Jeg skrev en gang en opdatering på Facebook som jeg synes er passende her:

"Venner er som trusser - Nogle kravler op i røven - Nogle springer elastikken - Nogle har ikke kræfter til at holde sig oppe - Nogle bliver snoet - Nogle er dine favoritter - Nogler er hellige - Nogle er bare billige og grimme - Nogle er fulde af lort - Også er der dem som ren faktisk dækker din røv, når du har brug for dem."

Lille Peter ...

Jeg har drømt en dejlig drøm. Jeg er halv vågen. Rævesover. Jeg gnider mit hoved længere ned i min pude, så mit morgenhår bliver endnu mere uglet. Jeg mærker et blidt strøj på min læg. Jeg nyder din tilstedeværelse. Jeg ligger med ryggen til. Sikke en dejlig morgen. Heldigt. Jeg trækker dynen helt op til mit ansigt. Din duft sidder stadig i den. Sammen med din duft og under mine lukkede øjne fornemmer jeg næsten dit nærvær. Igen kan jeg mærke et strøj på mit ben. Denne gang nær knæet. Selvom det kilder virker det også rart. For en stund. Min puls er svag og mine øjne er stadig søvnige. Jeg er træt. Dynen føles som et tungt lag over mig. Jeg er slap i kroppen efter tirsdagens træning. Hver en muskel skriger til mig af ømhed. En straf? Mine tanker bliver afbrudt af endnu et strejf på mit ben. Jeg sparker forsigtigt for at signalere, at det kilder for meget. Aigh! Men det hjælper ikke. Der er ikke gået et sekund før det er der igen. Pirrende. 

Jeg vender mig rundt på ryggen. Åbner mine øjne. Jeg konstatere jeg er alene i sengen. Pokkers. Jeg er forvirret. Tankerne flyver rundt. Det hele virker så virkeligt. Det som virkede som dig, var bare en stor pude. Min hud på mit ben fortæller mig at jeg ikke har sovet. Det kilder over min fod. Hvad er det? Jeg løfter dynen. AAARH! Jeg bliver bange ved synet. Min puls galopere straks derud af. Den er sort. Uh øv. Hvorfor sker sådan noget for mig? En edderkop. En lille klam en på størrelse med en 2 krone. Jeg trækker benene til mig med lynets hast og kaster dynen oven på den. Mit hjerte slår mod brystkassen så jeg ikke er i tvivl om at jeg lever. Forstrækket er vist ordet. Jeg tumler ud af sengen og snubler næsten over mine egne ben. Papir! En intens jagt venter mig forude. Den lille lodne eddekop skal nok få. Jeg er lys vågen. Jeg fjerner dynen og bliver lige så bange ved synet af edderkoppen som første gang. Jeg synker min klump i halsen. Jeg lukker øjnene mens jeg fører min arm ned mod sengen. HAPS! Jeg krøller papiret sammen mellem mine hænder. Åh, please. Jeg åbner mit ene øje på klem. Jeg kan se et af de seks eddekoppeben stikke op fra papiret. Lettet. Puha. Jeg skynder mig ud og skylder papir med indholdet i toilettet. Sikke en morgen. Nu kan jeg vist lige så godt stå op. Vaskevasketøj, læse, og komme igang.

Cykelmyggen med et smil

Det suser for mine øre. Remmen gnaver lidt i min kind. Hjelmen sidder stramt på hovedet. Vind i hestehalen. Biler der kører. Ringklokken klinger. Morgensure folk, selvom jeg langt fra fylder hele cykelstien. Modvind. Jeg mærker syren i mine lår. En svag varme bliver kraftigere under min jakke. Små regndråber falder på min kind. Et træ er ved at springe ud. Et i hvidt. Et i grønt. Selv et lyserødt møder jeg på mig vej.

Alt i mit liv er lyserødt, tænker jeg. Jeg er fyldt op med kærlighed. Min familie. En god ven.. Mine bedste veninder. Jeg har det jeg har brug for. Glad. I dag og i morgen. Jeg føler intet behov for at være alle mulige andre. Lykkelig. Det er fedt at være mig! Selvom det smådrypper og jeg måske er kommet lidt for sent af sted, har jeg overskud til at give et smil videre til dem som vrisser.

Rødt lys. Bandeord. Forarget blikke. Jeg smiler. I blikket opfanger jeg ikke megen glæde. Grønt lys. "God dag" siger jeg over skulderen. Jeg vender mig rundt. Mit smil er gengældt. En vibration i lommen. En SMS. Sidevind. Flere cyklister. En bil kører overfor rødt. "God dag til dig babe". Ja, og god dag til jer!

Hos Prop og Lægen

Hyletone. Jeg tænker. Vrikker med ørerne. Ser til ventre. Alt virker fremmed og nyt på en speciel måde. Det er  det samme der sker. Hyletone. Hovedpine. Suk. Den er monotom, hyletonen. Jeg drejer hovedet. Jeg kan konstatere at jeg har noget i øret. 

Jeg tager min telefon op. Hvor er min pung? Jeg finder den, og fisker det gule sygesikringsbevis op. Det skinner. Det er helt nyt og ubrugt. Jeg taster nummeret til min nye læge og venter. Ventemusik. Hyletonen genere stadig mit øre. "Der er i øjeblikket optaget - vent venligst" Ventemusik. Øj min tålmodighed er kort. Endelig tager de den og jeg aftaler en tid hos lægen.

Elevatoren op til 2 sal er smal. Det er en smule klaustrofobisk. Jeg tager i den grønne dør. På skiltet står der, "skan venligst dit sygesikringskort ved skrænken." Det gør jeg så. Her lugter sjovt. Sådan som der kun gør hos læger. Der sidder andre i venteværelset. De er alle sammen ældre end mig. Gad vide mon de skal her. 

En ældre læge kommer til syne omme bag skrænken. Han er gråhåret og hans rynker på hænderne afspejler den erfaring han har fået med årene. Han bærer briller. Han ser rar ud. Jeg hører kun svagt mit navn bliver råbt op. Ved lægens venlige smil kan jeg konstatere at det er ham som sagde det. Jeg følger med ned af den hvide gang. De har twistet det kedelig hvide look ved at male dørkarmene mørkegrønne. 

Efter at have kigget mig i øret skylder han det. Det føles som en halv amazoneflod som strømmer ind i gennem mit øre. Det gør ikke ondt, men lyden føles meget voldsom og ubehagelig. Da vandet løber retur gennem mit øre, mærker jeg en befrielse i mit hoved. Hyletonen er væk og min hørelse er tilbage. Utrolig hvad vand kan gøre. Jeg cykler hjem og nyder hver en lyd jeg møder på min vej. Bilerne der kører. Knirkende bremser fra cyklen ved min side. Fulgefløjt samt vinden der blæser. Nu skal jeg blot holde mig i ro og ingen høje lyde.

Stazi und Nazi

Vækkeuret ringer. Min reaktion er langsom. Jeg kom i seng for 3 timer siden. Pyha det kan jeg godt mærke. Det er hårdt. Mine muskler er ømme. Dans. Høj musik. Jeg smiler ved små flash backs gennem mit hoved fra gårsdagens fest i Berlin. Diskotek Matrix. Heldigvis ingen tømmermænd. I dag trak jeg det gode kort. Det kan betale sig at drikke ren redbull ,når andre drikker det med vodka.  Redbull gir’ dig vinger. Så sandt så sandt.

Tredje dag i Berlin. Hjem i morgen. Trods 3 timers søvn skal vi ud og se Stazi-museet. ”Er du en konge om natten, skal du også være konge om dagen” har min mor lært mig. Så Vamme og jeg står friskt op. Tøj på. Morgenmad. Bussen er varm. Morgen trafik. Underholdningen er historier fra i går som fortælles på kryds og tværs i bussen. Platte jokes. Grin. Vi hygger.

Vi ankommer til en meget stor, kedelig og grå klods af en bygning. Vi går om til hovedindgangen. Vi er 15 som er mødt op. Vi bliver bedt om at vente udenfor indgangen. Det blæser, og jeg fryser. Jeg savner mit halstørklæde, som jeg glemte hjemme på værelset. Øv. Jeg ser rundt på mine kammerater. De bærer næsten alle solbriller. Håret er uglet, men vi hygger med en cola i hånden. Nogen fordriver tiden med at tage billeder, af den kedelige bygning, og andre hænger op ad hinanden.

Endelig må vi komme ind. Vi står længe i entréen og ser på en model over bygningerne. En guide byder os velkommen på gebrokken tysk. Vi står længe og lytter. Jeg er positivt overrasket over mit tysk, tænker jeg efter adskillige minutter.  Lige end til jeg opdager, at guiden ikke taler tysk men engelsk med et twist af meget tysk accent. Jeg hører folk omkring mig smågrine. Mon de tænker det samme som mig?

Efter en lang lang tale i forhallen går vi en etage op. Museet er meget lyst. Hvid maling på væggene, pyntet med Stazi tegn i alle afskygninger.  Jeg ser rundt i rummene og glemmer helt at lytte til guiden. Historien om Stazi finder jeg spændende, men en del udfordrende at koncentrere sig om på så lidt søvn. Sprogkomplikationer. Jeg er heldigvis ikke den eneste, kan jeg konstatere. Guiden kan dårligt engelsk, og gloser bliver forvekslet som diary og diaré. Mange fniser i krogende og finder det ret morsomt. En af drengene bliver også udfordret. Der er pludselig helt stille i rummet. Pinlig tavshed. Guiden står og kigger intenst på os, som havde hun stillet et spørgsmål. Hun spørger endnu en gang en af drengene om han forstår. Han svarer:” Yes, I understand. Shall I repeat it for you?” Stemningen er trykket. Jeg har en trang til at smile, men kæmper for ikke at bryde ud i et latteranfald. Et stadie af overtræthed rammer mig. Mine øjenlåg virker pludselig meget tunge. Jeg fordufter stille ud på gangen. Koncentrationen er væk.Jeg ser mig omkring. Mine fødder tager et skridt foran det andet. Jeg tænker ikke. Ikke før jeg bliver ramt af solens lys. Det skær i øjnene. Jeg er uden for. Jeg smider mig i græsset med en pølse. Jeg er jo i Berlin foran Stazi. 

Guiden

Påklædningsdukker fra dengang

Dyb koncentration. 

De mange etager på museet

Stor i en Storby

En forvirret morgen. Jeg kommer ned af trappen. Storbyens larm. Jeg lukker øjnene. Jeg nyder det. Bilerne kører forbi ude på gaden. Det blæser lidt. En hjemlig følelse rammer mig. Jeg møder de andre. Vores lektor står over i hjørnet. Han snakker. Jeg hører ikke efter. Jeg er optaget af bilernes larm, lugten af diesel og storbylivet. Jeg er i Berlin. På studietur. I godt selvskab. 

Jeg har aldrig været her før. Alt virker fremmet. Luften, lugten, stemningen, sproget og selv menneskerne på gaden. Vi går ned af trapperne til U-bahnen. Der er forvirring på perronen. Vi er 60 mand som skal på byvandring med Hans. Der er kaos med biletter, automater og sedler. Jeg ser mit snit til at veksle mine 10 euro i en lille kiosk nær sporet. Et skummelt lille sted, men med en rar smilende sorthåret mand.

Perronen sprudler af liv. En travl tysker i sit jakkesæt løber langs perronen for at nå at stemple sin billet. Slipset flagrer omkring hans ene øre. Jeg bemærker hans brune krøller. De hopper op og ned mens han løber. Jeg griber mig selv i at smile, da han minder mig om en hjemmefra.

Efter lidt tid og forvirring står jeg med min tyske togbillet i hånden og løber hastigt efter den lille kineser og ham den rødhåret, for at nå toget. Jeg når lige inden for dørene, inden de lukker. Vi sætter os ned. Jeg kigger ud af vinduet, og ser resten af dem jeg kender forsvinde bag mig, mens toget kører ud af stationen.  Der er nogen stop før vi skal af. Toget er meget anderledes end metroen, som jeg kender hjemme fra København.

Toget stopper ved en station. Ud af det blå springer der tre mand ind i toget. De er alle klædt i laset tøj. Den ene har en saxofon om halsen den anden en trompet. De er meget beskidte. ”Gad vide hvornår de sidst har haft et bad?” Tænker jeg. På en brøkdel af et sekund flyver der musik ud af en lille ghettoblaster. De spiller lystigt og klapper i hænderne. En følelse af forlegenhed rammer mig. Jeg mærker mine kinder rødmer og jeg vender ufrivilligt ryggen til dem. Jeg ser på den lille kineser. Hun trækker ikke en mine og ham den rødhårede sender mig et par øjne der fortæller mig:” jeg ved hvad du tænker.” En lille dreng på en otte år går rundt med et papkrus og tigger om penge for underholdningen. Han er ligeså beskidt som de to andre og har endda endnu mere laset tøj på. Som den storbypige jeg er, der er vokset op i de to storbyer som København og Beijing, rør det mig ikke. Medlidenhedstrick. Toget kører nu ind på næste station og ligeså hurtig som de poppede ind i mit liv, er de væk igen. Toget lukker dørene og vi kører videre.  

De to mænd

DM Junior Finale 2012

Jeg sidder med en kuglepen i hånden. Den er rød. Jeg sidder på en stol. Jeg sidder tilbagelænet og har fødderne oppe. Jeg kan mærke det summer i mine lår. Jeg har siddet her længe. I mit skød har jeg en notesblog. Jeg skriver. Hold. Point. Karakter. Jeg er i en hal. Musikken spiller højt. Foran mig, springer der en masse piger. Jeg ænser ikke at kigge på dem. Mit fokus er et helt andet sted.

10.566 ser jeg stå på skærmen og jeg skriver det ned på min lille blog. Jeg kan mærke nervøsiteten i min mave langsomt snurre sig sammen. Åh, lad det nu bare blive overstået. Kom nu! Mine øjne flakker rundt i hallen. En trampolin her og et dommerbord der. En gymnast til højre og en træner til venstre. Musikken brager stadig ud af halanlægget. Jeg ser og alligevel ikke. Det eneste jeg rigtig ser, er storskærmen. Når der vises reklamer, har jeg nerver på. Mit blik flakker. Skiftevis bemærker jeg små detaljer i hallen. En rød trøje her og en turkis trøje der. Stadig reklamer på storskærmen. Samaritter. Endnu en karakter til mit papir.

Musikken er stoppet og hallen summer af et spændt publikum. Jeg mangler nu kun tre karakterer. Min mave snurre sig sammen. Jeg må op og stå. Puljen er færdig. Jeg har svedige håndflader og det gyser koldt ned af ryggen på mig, selvom der er varmt i hallen. Min kuglepen ryster få centimeter over papiret. Klare de den? Hårene på mine arme rejser sig langsomt. 12.500. Endnu en karakter. Uh jeg har kvalme. Det snører sig sammen i min hals og jeg kan mærke mine spytkirtler er på overarbejde. 11.967. Pyha. Vi er nu med i medalje feltet. En karakter mere. Jeg kan snart ikke holde spændingen ud. Sidste karakter bliver givet. Jeg ånder lettet op. Jeg ser ned i hjørnet, hvor mine medtrænere står sammen med pigerne. De smiler i et stort gruppekram. Da de ser resultatet, opstår der et julelys i pigernes øjne. De skriger samtidig med de sætter af på gulvet til et fælles hop.

De kom snigende nede fra bunden og ender med en flot sølvmedalje om halsen. De er glade. Knuden i halsen har løsnet sig og en varm lykke bobler indefra. Jeg oser af stolthed. Hvor er dette godt for pigerne. En fantastik weekend!

Den fine medalje

Vinduet og du

Jeg står og kigger ud af vinduet. Bilerne suser forbi i forskellige farver. Selvom jeg er indenfor, kan jeg godt høre dem. Solen skinner svagt frem bag skyerne. Jeg mærker et koncentreret varme fra radiatoren omkring mine lår. Jeg hører fodtrin. En klistrende lyd afslører, at du er barfodet. Jeg ved det er dig. Selvom du er trådt ind i værelset, vender jeg mig ikke om.  Mine øjne er fortsat bundet til vejen og bilerne. Du nærmer dig. Selvom du ikke rør mig kan jeg mærke du står mig tæt. Du læner dit ansigt tæt op af mit. Jeg kan mærke dit åndedrag tæt ved mit øre. Jeg mærker et sus gennem mig.

Jeg bemærker din hånd, der blidt stryger min arm. Jeg drejer hovedet skråt til højre mens mine øjne følger din hånds bevægelse. Jeg mærker en gnist. En gnist som kun opstår mellem os to. Jeg ser mine hår på armen rejse sig samtidig med, at jeg kan mærke kuldegysningen med få sekunders forsinkelse. Selvom dine store hænder er ru, er følelsen over min hud blød og galant. Jeg lukker mine øjne og følelsen på min arm forstærkes. Det giver et sug i mellemgulvet. Mit hjerte banker.

Du læner dig ind over mig og kysser min skulder. Jeg er iført en sort stropbluse og et par korte stramtsiddende shorts. Dine læber føles bløde og kysset føles meget intens bag mine lukkede øjne.  Jeg mærker en indre varme af glæde. Den kommer fra mit bryst og spredes langsomt med blodet ud i resten af min krop. Denne gang mærker jeg mine små nakkehår rejse sig. Et for et. Jeg åbner mine øjne, vender mig rundt og kigger på dig. ”Godmorgen” siger du. 

Hvordan lampejagt bliver til softice

Jeg lukker øjnene. Vinden suser gennem mit hår. Mine fingre fryser, men det er også første gang, at jeg cykler uden vanter i år. Mit åndedræt er hurtigt. Jeg er lidt sen på den. Jeg træder i pedalerne og drejer om hjørnet. ”Ankommer til destination på venstre side” tænker jeg. Lækkert! Bygningen virker større og mere kaos-agtig end jeg husker det. Puha. Jeg har næsten hovedpine inden det hele er begyndt. Jeg fanger mig selv i at jeg er stoppet op på min cykel, for at beundre den kæmpe klods der er foran mig. Mine tanker er ustyrlige. Jeg mærker en vibration i min lomme. ”Vi mødes bare ved indgangen” – ”ok” svarer jeg tilbage.

Jeg stiller min cykel ved parkeringsarealet. Og går langs den blå bygning hen til hovedindgangen. Ikea. Min ven. Jeg trækker vejret og går inden for. Mon jeg kommer hjem med noget som ikke er planlagt i dag? Jeg tager rulletrappen op til 1 sal. Her venter jeg på L&K. De to piger jeg bor med. Lejligheden hedder skibet og vi har boet sammen siden januar måned i år. Vi har det godt sammen. Det er meningen, at vi er på udkig efter en lampe til vores køkken. Mens jeg venter på pigerne, observerer jeg en masse mennesker. En mor og hendes datter er på vej op af rulletrappen. Gad vide hvad de skal købe? Et ungt par kommer ind af døren. Hun er gradvid, og jeg bemærker den omsorg, hun får fra sin kæreste. De ser hinanden dybt i øjnene. Lykke stråler ud af dem begge. Jeg kan mærke, at jeg smiler. Et ældre par kommer nu også ind af døren. De holder i hånden. De er søde. Da de når trappen skilles de. Manden tag rulletrappen mens konen bestemt tager trappen. Bliver jeg også sådan en dag?

Jeg når ikke at tænke videre, da jeg ser L komme ind af døren. Vi går en hurtig tur gennem 1. sal. Senge, borde, stole, hylder, lamper. Der er ting over det hele. Indrettede kroge med mange idéer til indretning. Jeg får helt lyst til at smide alle mine møbler ud derhjemme og købe en helt ny stue. Kan være jeg skal gøre det en dag min pengepung er med på den idé. Men det var en lampe vi kom fra.

Som kun piger og kvinder kan. Får vi i vores ekstase af indtryk ladet os styret mod cafeteriet. Vi køber en is. 19 små kroner for spis-så-meget-du-kan softice. Jeg har en svaghed for is. Vi hygger. Rundt om os kommer og går folk. Det gamle ægtepar er her også. De sidder to borde fra os. Jeg kan ikke lade vær med at bemærke, hvem af dem der er under tøflen i det forhold. Jeg smiler igen ved tanken, mens jeg ser L prøver at fortælle mig noget. Jeg lytter ikke helt.

Nu kommer K. Vi bevæger os mod lampeafdelingen. Stille mærker jeg en hovedpine, som kommer snigende. Hvad bilder den sig ind? Jeg er træt og udkørt. Ikea – Du har gjort det igen. De har ikke den lampe vi søger, så vi kommer derfra uden et eneste køb. Det overrasker mig. Jeg må skrive i min kalender, at i dag var jeg i Ikea UDEN at købe noget. Godt nok blev jeg ramt af træthed og hovedpine, men min pengepung blev kun brugt på is. Det er vel også en slags sejer? 

En spændende ventetid

En helt speciel følelse vælter ind over min krop. Det kilder i maven. Mine håndflader begynder at svede. Jeg har det varmt. Jeg kan høre en summen. Det er fra min computer. Den ligger på min mave. Jeg er spændt. Jeg kigger op på klokken. Halvanden time til. Jeg vælter ud af sengen. Træt. Mine ben ryster under mig. Jeg kan mærke en boblende følelse i min krop. Jeg glæder mig. Hvordan mon det bliver? Jeg vælter ud gennem stuen og ind på badeværelset. Jeg klæder mig af og stiller mig under bruseren. Det varme vand afleder min opmærksomhed. Lige nu føler jeg en hvis afslappethed uden at nervøsiteten tager overhånd. Jeg står længe under det varme vand før jeg ænser shampoo og sæbe.

Da jeg kommer ud af badet, er jeg som født på ny. Jeg kigger på klokken. En time til. Jeg tager tøj på. Kigger mig i spejlet. Makeup. Min hånd, med maskaren, begynder så småt at ryste jo mere jeg tænker på, hvad der skal ske. Igen, åh. Det kom ud af det blå. Den boblende følelse og nervøsitet. Svedige håndflader. Denne gang er det dog en smule anderledes. Jeg mærker en varm glæde indefra. 

Jeg rydder op. En halv time. Støvsuger. Jeg kæmper med mig selv. Spændingen stiger. Åh! Jeg springer op, da jeg hører dørklokken. Min hjerterytme banker nu dobbelt så hurtigt som før. Jeg mærker med hånden ved mit bryst. Vibrationerne er stærke. Jeg behøves ikke holde hånden helt tæt til kroppen for at mærke mit hjerte. Mine ben føles tunge, men det hele overvældes af glæde. En indre varme som gir mig røde kinder. Endelig sker det. Jeg er nu nået hen til døren. Jeg tager dørtelefonen af og åbner døren. 

"Du kom med alt det der var dig"

Så kom dagen vi alle har ventet på. Solen skinner og jeg kan mærke en kølig brise ramme mit ansigt. Håret er sat og makeuppen er lagt til fest. Kjolen sidder stramt og stiletterne er pudset. Alle de andre omkring mig er også i deres festligste tøj. Det er jo også en fest dag. Kirkeklokkerne ringer. Vi går rundt og giver hånden til de andre. ”Dav.” ”Hej,” Jeg smiler ”Maria” siger jeg så. Der er mange ansigter, jeg ikke kender. De små sten i gruset under min fødder knaser og udgiver på samme tid en lyd, når jeg tager et skridt. Jeg går ind i kirken. Uh – jeg kan næsten mærke nervøsiteten i maven. Jeg tør slet ikke tænke på bruden lige nu. Hvordan mon hun ikke har det? Ja, det er rigtig nok. Jeg er i kirke i anledning af et bryllup i familien. Jeg elsker bryllup. Alle er så glade. Det er en fest dag. Da jeg kommer ind i kirken, ser jeg straks en masse velkendte ansigter. ”Ah, det er her i gemmer jer.” Resten af familien har samlet sig omkring de forreste rækker oppe langs alteret.

Der går ikke mange minutter før dørene går op og orglet begynder at spille. Ind kommer bruden og hendes far. Hun er hvid og der er tyl ud over det hele. Selvfølgelig. Selvom jeg ikke er så følelsesladet normalt, kan jeg nu ikke lade være med at få en klump i halsen. Det er jo min kusine. Ih, hvor er det voksent og vildt at tænke på, at det er hendes store dag. En dag bliver det måske også mig, som skal gå der op ad kirkegulvet. Det er vel alle pigers prinsessedrøm?

Under en af salmerne kigger jeg op på brudeparret. De ser både nervøse ud, men også meget forelsket. Det hele er som et eventyr. De starter ved slutningen. ”og så blev de gift, og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Det kommer dette brudepar også til. Det er jeg sikker på.

Den ligner noget som er taget ud af et magasin. Den er så flot. Den smager himmelsk. Bryllupskagen. Øjeblikket, hvor brudeparret skærer det første stykke, er noget helt specielt. Kærlighed er nøgleordet og temaet for dagen. Vi går til bords. Jeg er altid nervøs for hvordan aften udfolder sig, når jeg ikke kender dem, der skal sidde omkring mig. Dette viser sig ikke at være en bekymring værd. Min bordherre og "parret" overfor, der viser sig at være min bror og en ven til gommen, er hele festens underholdning. Aften flyver af sted. Talerne er fantastike og kreative. Sangene er geniale. Festen er god. Live musik. Dans. Mere kan man ikke ønske sig af et godt bryllup.

Brudeparrets bil pyntes

Min fader, mig & min "lille"bror. 

Med M og Elling på tur - Pyha!

Jeg vågner ved et sæt, ved en masse støj. Hvor er jeg? Nå, jo. Klir klir klir. Puha. Jeg åbner øjnene og rejser mig op. BANG! Der blev jeg mødt af hovedpinen og svimmelheden. Jeg ligger mig ned i frustration over Irma ordner flasker på en onsdag morgen. Klokken er otte, og jeg har kun fået en halv times søvn. Ved siden af mig ligger mine to kollegaer. De er lige så frustreret over larmen. Jeg rækker ud efter vandflasken i vindueskarmen. Jeg åbner flasken, og lader vanddråberne slukke min tørst. Jeg mærker det kolde vand komme mellem mine læber, ind i munden og videre ned gennem min hals. Hvilken befrielse. Med hovedet på puden snurrer hele værelset som en karrusel.  Puha ha. Stop nu, så jeg kan få lidt ro. Jeg er endelig trådt ud af min ”nonalcoholic boble”. For en stund. Tømmermændene kommer væltende. Pyha. Jeg sku være gået hjem noget før, siger jeg til mig selv.

Aftenen starter med, at M og jeg går ud og spiser. Veninde hygge. Endnu et forsømt venskab der skal plejes, mens jeg er hjemme på mit elskede Sjælland. Vi er på Dalle Valle. Restauranten bugner af mennesker. Unge som gamle. Vi sidder ved vinduet. Jeg kan mærke, at det trækker fra døren. Vi chatter om løst og fast, mens vi venter på maden. En rødhåret tjener kommer med vores drikkevarer. Mmh – hindbær saft med lime og mynte. Dernæst kommer maden. Vi spiser os hurtig mætte, da portionerne er store nok.

Efter Dalle Valle beslutter vi os for at gå på bar. Først sikrer vi os, at M’s cykel holder ved hendes arbejde. Det gør den. Dernæst bevæger vi os ned mod Heidis. København summer af liv. Selvom klokken er hen på aftenen, og det er tirsdag. Mørket er faldet på. Vi træder ned af de små trappetrin og indenfor. Vi bliver mødt af en smilende bartender. Han står og tripper bag baren, mens vi bestemmer os for, hvad vi skal have at drikke. Jeg tror gerne han vil se kampen. Der er ingen musik. Kun lyden fra tv’et, som spreder en hyggelig fodboldstemning i den lille mørke kælder. Vi ender med en Sommersby hver og et raflebægre med to terninger.

Bip. Min telefon lyser og jeg kan mærke vibrationerne fra den i bordet. ”Par 2” siger M. Jeg løfter raflebægret og konstaterer der ligger en 5’er og en 2’er. ”kom igen”. Det er Elling der skriver. ”56 så” Ok. ”Mejer”. Der går ikke længe før Elling kommer ned af trapperne og ind af døren. Han bestiller en fadøl og snakken vokser i takt med, at spillet med terningerne bliver mindre. Det er hyggeligt. Hvis jeg skulle have redet mig selv for tømmermænd, så sku jeg ha taget hjem nu. Men sådan lå det ikke i kortene for mig. Den ene sjus tog den anden ligesom den ene bar blev forfulgt af den anden. En Mokai her og en øl der. Fiskeshots og skåål! Hovedet snurrer og danseskoene er på. Fra Heidis til Grisen og fra Grisen til LA bar – eller var rækkefølgen omvendt? Pyha. Men vi hygger!

Det næste jeg ved, er Mc Donalds og cheeseburger. På vejen hjem spotter jeg hurtigt en taxa. Taxamanden er ikke tilfreds med, at vi har mad med ind i hans nye bil. Jeg kigger ud af vinduet. Morgens lys er ved at brede sig over himmelen. Mine øjne er tunge og svære at se ud af. Jeg holder godt fast i min pose og min cheeseburger. Jeg vælter op af trapperne. I dag takker jeg for, at der både var en blød væg til at tage imod og et noget usamarbejdsvillig gelænder på den anden. Klokken er nu 07.30. Jeg smider mig på sengen. Lukker mine øjne. Alt snurrer, men jeg overgiver mig. 

DM kval 2012

Lugten af sure tær, hårlak og svedige håndflader. Jeg kan mærke mit hjerte banker derud af. Musikken er høj. Knolden er sat og dragten er på. Ja, jeg lever. Adrenalinen pumper og pulsen er høj. Jeg er spændt. Vi står mange i indgangen til hallen. Næste hold er os. ”Næste hold på gulvet er Bolbro Gymnasterne 10 – og vi skal se dem lave rytme, dommerne er ikke klar” Hører jeg damen sige i højtaleren. Vi går samlet ind på gulvet. Holdet. Vores træner går forrest. Mine øjne flakker op på tilskuerrækkerne. Yes, de er her. Det giver altid en dæmper på nerverne, når jeg ved min familie sidder og kigger på. Vi stiller op til første opstilling. Sekunderne føles som en uendelighed. Jeg mærker mit åndedrag. ”Dommerne er klar – værsgo til Bolbro”. Puha, nu er det nu. ”7 – 8” og op på tå – smilet frem. Yes, det her er det bedste jeg ved.

De næste 3 min husker jeg ikke, men følelsen af lykke og lettelse rammer mig, da vi løber som et hold ud fra gulvet. Det er overstået. Det gik godt! Ud i omklædningsrummet. Kampråb. 1 ud af 3. Det er sjovt at lave gymnastik.

Vi går samlet ind i hallen efter få minutter i omklædningsrummet. Det kribler ned af ryggen på mig. Hårene på min arm rejser sig under dragten. Jeg trækker vejret dybt. Jeg er stadig nervøs. Vi stiller os i en cirkel og trækker vejret sammen. Vi er et hold. Gejsten er god. Vi kigger hinanden i øjnene. Det her bliver fedt. Det trækker fra døren ind over mine fødder. Det er koldt, men jeg fryser ikke. Vi går stille os hen til tilløbskasserne til banen. 1,2,3,4,5,6 og en halv. Her skal jeg stå. Jeg kigger ned på dommerbordet. Jeg kan se det røde flag. En sved perle løber stille ned over mit ansigt. Jeg ser den ene dommer løfte sin arm. Det grønne flag er oppe. ”Værsgo til Bolbro” lyder det over højtaleren. Den velkendte musik kommer ud oppe fra hallens højtalere. Jeg kigger op og ser de første af mine holdkammerater er på vej ned af banen. Jeg tørre mine fødder af i gulvet. Puster ud. Puh. Kom så! 1,2,3,4,5,6 springere. Holdomgang. Vi står alle omgange og jeg rammes af endnu et sus, da vi løber ud til omklædningsrummet. Endnu et kampråd. 2 ud af 3.

Er det muligt at lave en fejlfri konkurrence? Det vil tiden vise, efter vi har været i trampolinen. De rosende ord fra træneren opfanger jeg svagt. Jeg er glad, men det er langt fra overstået. Vi tager en spurt inden vi går ind i konkurrencehallen igen. Sidste runde. Mit hoved er på overarbejde, men jeg kan ikke styre mine tanker. Det grønne flag er oppe. Musikken spiller. Vi er på. Den får det sidste jeg har. Holdet laver endnu en flot præstation. Dog har vi 2 fald undervejs. En fejlfri konkurrence sker ikke denne gang, men jeg er glad. Energiniveauet og holdfølelse oser i overflod, da vi kommer ud i omklædningsrummet.Kampråb. Jeg kan mærke en følelse af tilfredshed blandt mine holdkammerater. 3 ud af 3. Færdig. Stemningen er god. Jeg smiler. 

De to herlige reserver!

Prøvetid

Her er der et link til jer som vil se lidt video fra dagen: http://www.gymfotovideo.dk/video/videoshow.asp?Kat=117