Ud og se med DSB

Dagens timer flyver af sted og inden jeg får set mig om, er jeg hjemme efter en dejlig dag på uni, en tur til træning og nu? Ja, nu sidder jeg i et tog på vej mod mit elskede Sjælland. Der er mange mennesker med toget. Mest meget unge og gamle. Overfor mig, sidder der en dame. Brunt krøllet hår og er i omkring starten af tredverne. Hun er tynd, nærmere spinkel. Hun læser i en bog. Salgsvognen ruller forbi.  Hun er meget optaget af sin bog og ænser ikke sine omgivelser. Udenfor er det mørkt. Jeg sidder og kigger på mit spejlbillede i vinduet, mens jeg diskret observerer damen overfor mig.

På den anden side sidder der to damer. De ligner ikke nogen som kender hinanden. En ældre dame med gråt hår sidder henne ved vinduet. Hun er meget optaget af sit blad, men jeg er nu mere optaget af hendes perlekæde. Er den ægte?  De skinner flot. Perlerne. Hun har store ører. Ring ring. Min telefon bipper. Det er Mims. Hun har optræk til sygdom og muligvis må aflyse vores frokost aftale i morgen. Øv. Mims er ellers en af de gladeste og mest positive mennesker jeg kender. Jeg håber at hun bliver rask så vi kan ses. 

Nogen gange er man bare heldig. Det var jeg i dag. Jeg stresser op på stationen og finder ud af, at toget allerede holder på perronen.  Jeg troede, jeg kunne nå at købe en billet i DSB kiosken, men de havde lukket. I stedet måtte jeg trække en billet i en automat.  Jeg skynder mig gennem den tætte menneskemængde op af trapperne for at komme ned på perronen. Da jeg når halvejs ned af trappen mod spor 14, kan jeg se togmanden signalere med armene, at toget er klar til afgang. Jeg springer ned af rulletrappen og vælter næsten to gamle damer på vejen. Jeg snubler, men holder balancen. Min skuldertaske med min computer ryger ned fra skulderen. Jeg mærker en svedperle løbe fra hårgrænsen og ned langs mit ansigt. Jeg gør mig en sidste anstrengelse. Bip bip bip lyder det fra togets døre. Jeg står på den anden side af dørene. Jeg nåede det. Jeg ånder lettet op og lader min vejrtrækning falde til ro. Heldig. Det må være min dag i dag.

Jeg baner mig vej gennem stillekupéen og konstaerer, at der er plads nok til at kunne sidde ned. Jeg går gennem gangen og finder mig en plads i den næste kupé. Overfor  mig, sidder der en mørkhåret dame. Hun har krøller. Jeg sætter mig ved vinduet og tager min computer op af tasken. Jeg overvejer kort om jeg skal åbne facebook, men i stedet åbner jeg min blog og begynder at skrive. 

Høje Taastrup Station i mørke