mandag den 29. maj 2017

En stor dag, jeg ikke var klar over :)

Jeg vågner. Helt tung i kroppen. Jeg bliver simpelthen nød til at sove 20 min mere. Jeg trykker på snooze. Hvilken god beslutning Maria - tænker jeg. Jeg lukker mageligt mine øjne og vender mig væk fra telefonen. Stilhed.
Jeg vågner med et chok! Min alarm ringer. Årh! Jeg havde jo lige trykket snooze. Men de 20 min er gået - selvom det føles som 3 minutter. På mirakuløst vis - føler jeg mig lidt mere frisk i hovedet, så jeg står fortrøstningsfuldt op. Min krop knager lidt. Ømhed.

Jeg trisser ud i køkkenet og sætter vand over. Derefter åbner jeg mit klædeskab. Hvad skal jeg have på? Selvom mit klædeskab bugner med tøj, så er det en svær beslutning. Jeg går ud på toilettet og vasker mig. Vand i hovedet, må kunne hjælpe lidt på min langsomme morgen.

Jeg går tilbage til klædeskabet. Lyset, om hvilket sæt tøj jeg skal have på i dag, er stadig ikke kommet til mig. Jeg går ind i stuen og tænder for tv'et. Jeg smider mig på sofaen med et tæppe og min telefon. Jeg åbner Facebook. Jeg har 2 notifikationer. En om noget arbejde - en anden om mine minder. Jeg trykker på den. I dag er det et år siden jeg postede et billede af mig selv, siddende i en grøn sofa på Syddansk Universitet - lige indleveret mit speciale to dage før tid. Shit - er det allerede et år siden? Jeg husker det - som var det 6 måneder siden.  Men næh nej - det er jo det, vi har Facebook til. Jeg husker det var en fed opdatering - slut på 5 års hårdt arbejde på studiet lige der i et billede.

Selfietime! - Jeg har afleveret speciale 2 dage før deadline!
Hvad har jeg så lavet på det år? Jo jeg har jagtet mit drømmejob. En kæmpe rejse, jeg sidste år ikke havde de fjerneste idéer om. Nu sidder jeg her i min sofa en tidlig tirsdag morgen og har taget hul på mit næste kapitel. "Voksenjobbet" - på vej mod drømmen. Det har krævet meget mere end jeg først lige troede. Men hvilken forløsning, når det først lykkes. Så min tidlige vise opfordring her til morgen er helt sikkert at jagte jeres drøm. Uanset om det er en lang og hård vej - så kan jeg afsløre, at det I får ud af det, når I endelig når målet, er SÅ meget værd. En følelse som slet ikke kan beskrives. Jeg vil ikke have været min hårde rejse foruden, selvom den langt fra har været en dans på roser.

Jeg rejser mig fra sofaen med tæppet omkring mig. Jeg går tilbage til mit klædeskab og tager en stribet nederdel og en sort bluse ud af skabet. Det bliver alligevel en rigtig god dag i dag! Jeg skal til København og nyde mit begyndende arbejdsliv!!


Beviset for at jeg er cand.mag i Medievidenskab

mandag den 27. marts 2017

Babyshower

Jeg er tidligt oppe. Eller klokken er 07.00. Vækkeuret har lige ringet. Jeg tager tøj på og ligger en fin makeup. Jeg skal noget spændende i dag. Klokken 8.20 kører toget fra perronen på Odense Banegård. Jeg når toget lige i sidste øjeblik. Heldigvis. Togturen går hurtigt og vupti så triller toget ind på Københavns hovedbanegård. Den velkendte store station, som jeg har besøgt en hel del her på det sidste. Jeg føler mig næsten hjemme. Jeg mødes med en veninde, hendes kælenavn er negeren (ja, det er ret uetisk, i og med hendes hudfarve er mørk - men sådan er det). Vi følges til Farum.

I Farum træder vi ind af døren i et fremmede hjem, men vi bliver mødt af imødekommende mennesker. Her er rart og hyggeligt. Løbende kommer der flere og flere piger til huset. Vi pynter op med lyserøde flag, ballonsutter på bordet og sætter gaverne fint på sofabordet. Tiden går så ufattelig langsomt, når man venter på nogen. Nu venter vi bare på hovedpersonen.

Klokken er 11.55 og vores hovedperson skulle være på vej. Vi gemmer os inde i stuen. Nogen kigger ud gennem vinduerne i ren nysgerrighed. Minutterne føles som timer. Tiden går så langsomt. Nu kommer hun! Hoveddøren går op. Der er helt stille. Der er ingen af os, der tør sige noget. Alligevel er der nogen, som stikker hovedet ud: SURPRICE!! Velkommen til dit eget babyshower!! Vores elskede hovedperson er helt tavs og med blanke øjne får alle gæster et kram. "Ej, der tog I godt nok røven på mig!".

Vi sætter os til bords og spiser fra den lækre buffet. Alle har haft en ret med. Det er enormt hyggeligt. Vi spiser og spiser og til dessert er der selvfølgelig kage. Alle er mætte og glade.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er til den amerikanske tradition - men det at overraske nogen og gøre dem så glade, det er helt sikkert noget jeg er tilhænger af. Specielt når hovedpersonen siger at hun slet ikke havde lyst til at komme til fødselsdag (som dæk-historien lød). Jeg er vild med det og stor fan af at gøre mine søde veninder glade!! Tak for en dejlig dag!


fredag den 17. februar 2017

Offentlig Transport

Den offentlige transport er noget, jeg som barn altid har taget for givet. Togene kører da bare og ligeledes med busserne. Jeg er vokset op med den luksus - bare at gå ned og vente på toget, så kommer der et og så er man på farten. Så blev jeg voksen - og jeg flyttede fra mit trygge Storkøbenhavn til Fyn.

På Fyn lærte jeg det på den hårde måde. Jeg husker tydeligt, at jeg skulle med en bus. Jeg havde undersøgt hvad den hed og hvilken retning jeg skulle. Jeg tog mine ting, da jeg var klar og traskede ned til busstoppestedet. Den kom ikke lige med det samme. Det var lidt koldt, husker jeg. Det blæste og himmelen var grå af skyer. Tiden gik. Efter 15 min blev jeg utålmodig og overgav mig til at kigge på tidstabellen, der har på stolpen nær læskuret. Den næste bus skulle først komme om 1½ time. Sure lærepenge. Jeg traskede hjem igen - der var trods alt varmere at vente end nede ved læskuret.

En københavner på udebane - det er helt sikkert. Siden da, har jeg altid tjekket afgangstider! Den kollektive trafik på Fyn er bare ikke det samme som i hovedstaden. Denne forvandling jeg har gennemgået efter at have boet på Fyn i snart 7 år, oplevede jeg dog ganske positiv igår.

Jeg skulle med bussen fra Valby til Frederiksberg. Jeg nåede ikke den bus som rejseplanen havde planlagt min rute efter. Jeg hænger lidt med hovedet, da jeg ser bussen køre væk fra stoppestedet i samme øjeblik som jeg når frem. Jeg kigger op på tavlen over bustider. 10 min - så kommer den næste bus. Det vil sige jeg kommer kun 5 min forsinket til min aftale. Et bredt smil breder sig i mit ansigt. Tænk jeg kun skal vente i 10 min på den næste bus. Jeg blev oprigtig glad! Hvis dette var sket for 7 år siden, havde jeg slået mig selv oveni hovedet og bandet over at jeg skulle vente hele 10 min. Det er jo en evighed. Hvilket perspektiv! Hvilken udvikling - tænk hvis den kollektive trafik var lige så effektiv i hele Danmark? Hvilket perspektiv havde vi så?

tirsdag den 14. februar 2017

Happy Valentine

Valentines Day! En amerikansk tradition. Jeg er vokset op med den, fordi jeg har brugt en del år af min barndom i Kina. Så jeg har et mix af mange kulturer. Valentines dag forbinder jeg også med Kina og mine barndoms år. Derudover synes jeg, at det er åndssvagt, at butikkerne sælger så meget på lige netop denne dag. Hvorfor ikke alle mulige andre dage?

Jeg har været på et kursus for en 2 uger siden. Der mødte jeg en del nye mennesker - og vi ses hver mandag, hvilket er utrolig hyggeligt. En af disse nye mennesker fortalte mig i mandags, at han ikke vidste, hvad han skulle give sin kæreste i dag. Vi snakkede parfume, en oplevelse, ud at spise, blomster - yes you name it! Men det jeg bed mærke i var - hey er det kun fyren, der skal give pigen en gave i dag? For dette mener jeg ikke, at jeg kan huske fra min barndom i Kina. Der kunne pigerne ligeså godt give et valentineskort til drengene. Så hermed en diskret opfordring til pigerne - drengene fortjener også lidt kærlighed. Men igen - det behøves ikke at være specielt i dag, det kan sagtens også være i morgen, pointen er at vi ikke skal glemme dem.

Valentines dag er for mig også en anden speciel dag, min mormor døde på denne dag tilbage i år 2004 - og selvom det er en trist ting. Så bruger jeg altid dagen på at mindes hende med glæde. Hun får altid lidt ekstra kærlighed lige præcis denne dag! Så en kærlig tanke til hende og lidt kærlighed til jer andre, der læser med her på bloggen <3

Har I nogen planer i aften?


søndag den 12. februar 2017

Sofa Søndag

Jeg er virkelig en sucker for søndag! Basta. Sådan er det bare. Det er en dag, jeg sjældent har de store planer. I dag har jeg dog været i fitness - (ja ja - WTF?) MEN det er, så jeg ligesom har samvittigheden på plads. Jeg får nemlig besøg senere af skønne S!

Og så kan jeg love jer for at vi skal holde Sofa Søndag! Jeg har det meste: Snacks, te, vin, kiks, tæpper, puder og aftensmaden skal bestå af burgere fra Mormors Burger. Dem kom jeg jo til at prale med i sidste weekend, da S og jeg var ude og gå tur - så nu skal vi have dem igen. Hvilket jeg jo skulle retfærdiggøre med en tur i fitness her tidligt på dagen. Så tæller kalorierne - hvis man er aktiv før man indtager fed mad? Nå jeg er også ligeglad! Fordi det er søndag, og vi skal hygge på sofaen til en god film.

OG! Det er nemlig her - at jeg tænker I kommer ind i billedet. Nu kan i være med til at præge S og min Sofa Søndag! For hvad skal vi se?? Er der en genial film, som bare hører til begrebet Sofa Søndag, og resten af vores lille koncept? Smid endelig dit bud! Jeg vil elske at høre det.

Måske også et bud på - hvor jeg kan få Odenses bedste burger, men i dag bliver det fra Mormors Burger - så det skal være til ja hvem ved? Måske næste søndag. God søndag til jer alle sammen derude!

Søde S og jeg fra i sommer :) 

tirsdag den 7. februar 2017

En mørk vinter morgen

Når sneen daler ned ude foran mit vindue, elsker jeg at hygge mig indenfor. Her til morgen er jeg vågnet tidligt. Jeg rejser mig op og kigger ud af vinduet. Det er mørkt. Sneen lyser på jorden udenfor. Jeg forestiller mig kulden og nyder, at jeg sidder under min varme dyne. Jeg vender mig om - jeg tænder for min telefon. Klokken er 05:50. Jeg er lys vågen og kan ikke sove mere.

Jeg står op og tager dynen med ind på sofaen. Gulvet er koldt under mine bare tær. Jeg tænder for el-kedlen på vejen. Jeg smider mig i sofaen og tænder for fjernsynet. Nyhederne kører over skærmen. Jeg tænder for min telefon og opdaterer mig selv på de sociale medier mens lyden af nyhedsværterne summer i baggrunden. El-kedlen klikker. Den er færdig.

Jeg rejser mig for at lave en kop te. Jeg kigger ud af vinduet mens jeg kan mærke dampen fra te-koppen under min hage. Jeg fryser lidt på mine ben. Følelsen bliver forstærket i det jeg igen tænker på kulden og sneen på den anden side af vinduet.

Jeg sætter mig tilbage under min dyne i sofaen. Dynen er stadig lun. Jeg putter mig under dynen og nyder at jeg har god tid denne morgen. Nu vil jeg sidde her og nyde min te - varmen og dampen som den afgiver. Denne dag begynder med en slow-morning. Det er slet ikke så tosset!! Disse morgener er de bedste! God dag til jer derude!

fredag den 3. februar 2017

Motivation på en fredag

Jeg sidder lige her i sofaen. Jeg smiler. En hektisk uge er gået. Nej fløjet. Det er som om nogen har skruet på hastigheden af tiden. Jeg har haft så travlt.


Jeg har i denne uge været sammen med en masse mennesker, der står i den samme situation som mig. Derudover er vi meget forskellige - alligevel har det givet et nyt boost af motivation. Motivation er en underlig størrelse, det er noget som kommer og går. Ligeså hurtigt som man kan miste den - ligeså hurtigt kan det gå før man har den igen. Jeg må nok have mistet den - fordi jeg går nu på weekend med nyt mod og tro på at brikkerne måske snart falder på plads.

Jeg tænker, så det knager, og mit humør er i top! Selvom det har været en meget grå og kold fredag - så kan jeg mærke at solen skinner på mig! Jeg håber, at min optimisme også smitter jer andre derude. God weekend!!